Opdateret med rettelse til vejnavn
Krydset Kalvebodvej-Skovvej-Skydebanevej skal gøres mere trafiksikkert.
Det har politikerne i Klima-, By- og Erhvervsudvalget og Økonomiudvalget besluttet.
Krydset bliver betragtet som uheldsbelastet, og målet er dels at beskære beplantningen syd for krydset, dels at etablere asfaltbump i alle fire vejgrene og dels at indføre en hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen.
Pengene bliver fundet i den årlige trafiksikkerhedspulje, der er blevet frigivet til formålet. Vejkrydset har overtrumfet flere andre forslag til trafikforbedringer, blandt andet af krydset ved Kirkevej og Hovedgaden i Store Magleby, der for nylig var scene for en ulykke, som kostede en kvindelig cyklist livet.
»Vi har valgt at tage fat i krydset ved Kongelundsvej i stedet for Kirkevej. Vi er alle berørte af ulykken, men den skete angiveligt, fordi en bilist ikke overholdt færdselsreglerne,« siger Helle Barth, der er formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget.
»Krydset ved Kalvebodvej har løbende haft uheld, så vi prioriterer det. Men det ville undre mig, hvis spørgsmålet om Kirkevej ikke kommer op til budgetforhandlingerne,« siger hun.
Beslutningen skal godkendes i kommunalbestyrelsen, før den er endelig, men det vil sandsynligvis være en formsag.