Når man en dejlig sommerdag får lyst til at dyppe tæerne i Øresund og vil tage sig en frisk dukkert ved Dragør Søbad, skal man kunne komme til, og man skal føle sig tryg – især hvis man faktisk er fra Dragør.
Det mener Venstre, der til februarmødet i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget har tænkt sig at stille et medlemsforslag, der er et forsøg på at begrænse adgangen til Dragør Søbad for badegæster, som ikke kommer fra Dragør.
Ifølge Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), som er formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget i Dragør, handler det om, at der er et kæmpe pres på badefaciliteterne i og omkring København, også på Amager, og at mange derfor har fået øje på de gode muligheder, der er for at bade i Dragør. Ikke mindst i søbadet.
Men en række tilfælde med badegæster fra andre kommuner har fået flere Dragør-borgere til at føle sig utrygge:
»Jeg har modtaget flere henvendelser fra borgere, som oplever grupper af brugere af søbadet, der ikke følger de fælles spilleregler. Det handler blandt andet om at lave mad på stedet, støje, spille høj musik og kommentere på især kvindelige borgeres påklædning og irettesætte dem, hvis de bader topløse. Jeg er selv bruger af søbadet og har derfor også selv oplevet den slags situationer, ligesom jeg har haft en dialog med personaler på stedet, som har set det,« forklarer han.
Skilte har ikke hjulpet
Dragør Søbad satte sidste sommer skilte op, der understregede, at der ikke må laves mad, ryges eller spilles musik på stedet, men de har tilsyneladende ikke hjulpet, så nu vil Venstre stille et forslag, der går på at give Dragør-borgere forkøbsret til sæsonkortene til Dragør Søbad.
»Meldingerne går på, at den utryghedsskabende adfærd, som nogle har oplevet, kommer fra borgere, der ikke bor i kommunen,« lyder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen.
Derfor mener han og Venstre, at borgere, der bor i Dragør og kan dokumentere det, i forbindelse med den officielle start på sæsonkortsalget – det plejer at være den 1. maj – skal have adgang til at købe sæsonkort i to til tre uger før alle andre.
Handler om at tilgodese lokale
Venstre foreslår også, at der i alt sættes 900 sæsonkort til salg, men at svømmeglade folk fra andre kommuner altså først skal få adgang til at købe, hvis der er sæsonkort tilbage, efter at Dragør-borgerne har haft muligheden.
Men kan dette ikke virke ekskluderende og se ud, som om Dragør lukker sig om sig selv?
»Vi har ikke et ønske om at ekskludere nogen, men derimod et ønske om at tilgodese vores lokale borgere på en kommunal facilitet. Vi vil hjertens gerne have turister og besøgende fra andre kommuner, men det må aldrig blive på bekostning af Dragør-borgerne og deres tryghed. Det her handler ikke om at udelukke bestemte grupper, men derimod om at sige fra over for en bestemt adfærd. Vi skal holde fast i den personlige frihed, retten til at være sig selv og klæde sig, som man vil. Alle skal overholde de fælles spilleregler og respektere hinanden,« siger han.
Hvad nu, hvis det viser sig, at den utryghedsskabende adfærd fortsætter?
»Hvis den uønskede adfærd fortsætter, og vi kun har solgt sæsonkort til Dragør-borgere, må vi jo til at have debatten internt i kommunen. Det, jeg hører, er dog, at det er folk udefra, som har haft svært ved at overholde fællesskabets regler,« siger Henrik Kjærsvold-Niclasen og fortsætter:
»Hvis det ender med, at der stadig er en del sæsonkort, som bliver solgt til borgere fra andre kommuner, og det igen fører til, at de lokale føler sig utrygge, må vi overveje andre værktøjer – for eksempel at begynde at differentiere i billetpriserne for henholdsvis lokale og borgere fra andre kommuner. Det er en model, som andre kommuner, heriblandt Herlev, har taget i brug.«
For sæsonen 2025 er billetpriserne dog allerede fastlagt, og her kommer et sæsonkort til at koste 400 kroner for voksne og 200 kroner for børn. Venstre fremlægger sit forslag på udvalgsmødet den 6. februar.