Jeg kan se, at der nu bliver tegnet et billede i diverse indlæg på de sociale medier – blandt andet af Mia Tang (C) – af, at Dragørs gode økonomi udelukkende er skabt de allerseneste år. Det er ganske enkelt forkert, og det er vigtigt for mig at få det korrigeret.
Fundamentet blev skabt i årene før, blandt andet også med et solidt budget for 2022, som blev indgået før valget i november 2021 mellem Venstre, Socialdemokratiet, Liste T og Dansk Folkeparti. Et budget, som blev fastholdt uændret efter valget, og som i øvrigt resulterede i en kassebeholdning på mere end 80 millioner kroner ved udgangen af 2022 og en markant nedbringelse af kommunens langfristede gæld.
Det er korrekt, at vi har en meget positiv udvikling i kommunens økonomi i disse år: dels på grund af et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen, men også på grund af regeringens økonomiske politik, som har givet meget gode rammer for kommunernes drift – også i Dragør Kommune.
Jeg har været med til at forhandle kommunens budget de seneste 17 år som formand for Venstre i Dragør og dermed fulgt udviklingen tæt. I hele den periode har der været arbejdet hårdt og systematisk med at forbedre kommunens økonomi efter meget store udfordringer på bagkant af finanskrisen 2008–2010 og en meget dårlig styring af kommunens økonomi i årene forud.
Venstre i Dragør kom i kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget i 2009 og gik straks med i arbejdet for at rette op på kommunens økonomi med en tredelt tilgang:
- Bredt samarbejde og brede budgetforlig for at sikre stabilitet.
- Sikring af en robust kommunal økonomi, så risikoen for hårde og pludselige reduktioner i velfærden og kommunal service minimeres.
- Vedvarende vilje til at tage ansvar, både når det er let, og når det er svært.
Med denne tilgang har Venstre i Dragør deltaget i samtlige budgetforlig siden 2010 sammen med kun ét andet parti: Socialdemokratiet.
Over de seneste fire valgperioder har venstre dermed sikret følgende:
Perioden 2010–2013:
- Hård opbremsning og nødvendig konsolidering efter finanskrisen og foregående års dårlige forvaltning af økonomien – stram udgiftspolitik.
- Relativt høj, langfristet gæld.
Perioden 2014–2017:
- Gradvis forbedring i kommunens driftsresultat – påbegyndt reduktion af langfristet gæld.
- Markant forbedring af kommunens økonomiske styring og organisation.
Perioden 2018–2021:
- Regnskaber i balance og moderat forbedring i driftsresultaterne.
- Kommunens drift blev dog – i lighed med andre kommuner – markant negativt påvirket af konsekvenserne af pandemien og stigende udgifter til det specialiserede socialområde.
- Teknisk opskrivning af gælden, da feriepengeforpligtelsen skulle indregnes som gæld.
- Samlet reduktion i kommunens gæld 2014–2022 var cirka 62 millioner kroner.
Perioden 2022–2025:
- Markant fremgang i driftsoverskuddet og fortsat reduktion i den langfristede gæld
Alt dette er blevet virkeligt delvist som følge af, at den ansvarlige økonomiske politik fra de foregående perioder er blevet fastholdt – eksempelvis resulterede budgettet for 2022, Venstre som borgmesterparti forhandlede på plads med Socialdemokratiet, Liste T og Dansk Folkeparti, et pænt overskud og stigning i kommunens kassebeholdning. Et budget, som De Konservative tilsluttede sig efter valget i 2021, selvom man oprindeligt stemte imod.
Jeg er stolt af den økonomiske retning, vi har sat i Dragør over de seneste 17 år, og den kommunale økonomi, vi står med efter mange års vedholdende indsats. Og jeg lover, at vi i Venstre i Dragør bliver ved med at arbejde for det brede samarbejde og fokus på ansvarligheden, så vi kan udvikle vores by og sikre det gode liv for borgerne uden at sætte økonomien over styr.
Det kommer Venstre i Dragør og jeg også til at arbejde for efter kommunalvalget i november.