Dragør Kommune arbejder frem mod et sikringsniveau, der kan håndtere en 100-års hændelse, som den vil se ud i 2075. Det er noget mindre end det statslige projekt for Storkøbenhavns infrastruktur, der baserer sig på en 10.000-års hændelse. Er grænsen sat det rigtige sted for Dragør/Hvor foretrækker du, at man sætter grænsen – og hvorfor?
Her har Sydamagerlisten ikke givet et svar.
Generelt betales stormflodssikring efter nytteprincippet – altså af de grundejere, der får størst nytte af det. Er det den rette løsning i Dragør, eller skal man hellere gå efter en skattefinansieret eller en tredje løsning – og i så fald hvilken?
»Omkring finansiering så foretrækker vi umiddelbart en kombination af nytteprincippet og den solidariske, skattefinansierede løsning.«
Dragør Kommune undersøger både en indre løsning ved Dragør Havn, hvor man blandt andet vil forhøje bolværker og lave stenmure, men også vil bevare sammenhæng mellem by og havn, og en ydre løsning rundt om havnen. Den indre løsning er billigere og er tiltænkt til at dække en 100-års hændelse, som den vil se ud i 2075. En ydre løsning er dyrere, men vil give en længere dækning mod hændelser og vil kunne gøre de diger, der skal beskytte strækningerne rundt om havnen, mindre synlige, men vil også påvirke naturbeskyttelsesområder. Hvilken løsning (eller andre alternativer) foretrækker du og hvorfor?
»Vi foretrækker en løsning, som vi anser at være den rigtige fra start. Det vil sige en ydre løsning med høj herlighedsværdi og rekreative hensyn. Vi prioriterer Sydvestpynten og Søvang højest som de mest udsatte steder.«
Dragør er fortsat med i det statslige projekt, samtidig med at kommunen sideløbende arbejder med egne projekter. Skal samarbejdet med Sund & Bælt og de øvrige aktører fortsætte, eller bør Dragør køre rent sololøb?
»Vi foretrækker et tæt samarbejde med staten og omegnskommunerne. Vi har – på baggrund af hidtidige erfaringer – ingen tro på, at Dragør er i nærheden af selv at gennemføre dette projekt.«
Hvad mener partierne om kystsikringen?
Dragør Nyt har stillet samtlige opstillingsberettigede lister og partier i Dragør en stribe spørgsmål om kystsikringen. Ni af dem har svaret.