»Vi går til forhandlingsbordet uden at skulle lave besparelser«

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
»Vi går til forhandlingsbordet uden at skulle lave besparelser«
Kenneth Gøtterup er formand for Movia, der får travlt, hvis den regionale sparerunde får indflydelse på busdriften. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Når Dragørs kommunalpolitikere i den kommende tid skal lave budget for de kommende år, bliver det uden en hånd på nødbremsen. Den årlige økonomiaftale mellem staten og Kommunernes Landsforening, der har så stor indflydelse på de kommunale budgetter i Danmark, har nemlig ikke bragt dårlige overraskelser med sig – og samtidig er Dragør Kommunes egen pengekasse velpolstret.

Borgmester Kenneth Gøtterup forventer da også en positiv forhandlingsproces.

»Jeg ser frem til budgetforhandlingerne med god ro i maven. Vi går til forhandlingsbordet uden at skulle lave besparelser, og der er stor sandsynlighed for, at vi kan udvide vores drift med kvalitetsløft og serviceforbedringer,« siger han og understreger, at den del ikke er 100 procent afklaret. Den samlede serviceramme – der sætter loft over det samlede forbrug til service over for borgerne – er nemlig en del af økonomiaftalen, og det betyder, at alle kommuners forbrug bliver regnet ind i den. For at Dragør må bruge mere, skal andre kommuner altså bruge mindre.

Borgmesteren er stærkt tilfreds med, at der er penge i kassen til mulige serviceforbedringer, og at anlægsrammen er steget med to millioner kroner.

»Vi har behov for det. Der er masser af steder, hvor der er mulighed for forbedringer, og vi har råd til at budgettere med det,« siger borgmesteren.

Han henviser til, at et politisk flertal blandt andet har besluttet, at der skal være en gennemsnitlig kassebeholdning på 50 millioner kroner, at der skal være solide budgetopfølgninger og forskellige styringsløsninger. Det kræver han skal respekteres af dem, han indgår i budgetforhandlinger med.

»Desuden er det en forudsætning, at ingen kan gå ind i forhandlingerne med ultimative krav,« siger borgmesteren, der regner med at invitere både partier og tværpolitiske lister med til forhandlingerne.

»Men forudsætningen er en accept af den overordnede økonomiske politik,« lyder det fra borgmesteren.

Sparekatalog er en god øvelse

De kommunale forvaltninger har lavet et rådighedskatalog – populært kaldet sparekatalog – med mulige besparelser. Det blev udformet i foråret, før kommunernes aftale med staten lå klar, og var tænkt som en oversigt over, hvor der kunne hentes penge, hvis det blev nødvendigt at stramme den kommunale politik.

Alle forvaltninger fik således til at opgave at komme med oplæg til en to-procents besparelse. Den kommer ikke i brug i første omgang, men borgmesteren mener ikke, at arbejdet er spildt.

»Det er lavet som led i et kriseberedskab, så man har gjort sig overvejelserne, hvis besparelsessituationen opstår. Samtidig er det sundt at forholde sig til sin drift og finde ud af, hvor vi bruger pengene henne, og om det er den rigtige måde, vi bruger dem på. Hvis ikke vi lavede den øvelse, blev vi dovne som politikere og embedsværk. Og en doven kommune vil vi ikke have,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER