»Vi tager situationen alvorligt«

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
»Vi tager situationen alvorligt«
Martin Nordentoft Rasmussen har ansvar for sundhed, pleje og rehabilitering. Foto: Dragør Kommune.

Ved det nyligt overståede ældrerådsvalg endte antallet af ugyldige stemmer at overgå antallet af gyldige, og det har vakt opmærksomhed på Dragør Rådhus på Kirkevej.

De ugyldige stemmer skyldes hovedsageligt, at et følgebrev ikke blev vedlagt i de brevstemmer, som de fleste valgte at afgive frem for at møde personligt op. Derudover ankom 26 stemmer for sent til at tælle som gyldige.

Direktør i forvaltningen på Dragør Rådhus, Martin Nordentoft Rasmussen, er ked af situationen.

»Det er vores ansvar at sikre, at alle borgere trygt kan gennemføre en valghandling, og derfor er det også vores ansvar, at kommunikationen er så tydelig, at ingen er i tvivl om, hvad de skal gøre. Vi har annonceret i avisen, haft information på hjemmesiden og sendt vejledning ud per brev. Alligevel må vi erkende, at vi ikke har været skarpe nok. Mange borgere har nok gjort, som de plejer, og det har desværre ført til et meget højt antal ugyldige brevstemmer. Det er superærgerligt,« hedder det i en kommentar, hvor han understreger, at valghandlingen vil blive gransket.

Ingen omvalg

»Vi tager naturligvis situationen alvorligt og vil nu evaluere valget sammen med ældrerådet og de politiske udvalg, så vi kan lære af erfaringerne og sikre en tydeligere og mere brugervenlig proces fremover. Vores samarbejdspartner har også oplyst, at de ikke kender til andre steder, hvor kombinationen af brevstemmer og fremmødevalg er brugt. Den viden bruger vi aktivt i vores videre arbejde.«

Over for Dragør Nyt vurderer han dog ikke, at der er sket deciderede fejl, der kræver et omvalg, men han understreger, at det er en politisk beslutning.

»Valgresultatet skal officielt godkendes af Sundhed-, Social- og Arbejdsmarkedsudvalget den 2. december 2025. Herefter vil valgprocessen blive evalueret i samarbejde med det nuværende ældreråd. Vores vurdering er, at valghandlingen er foregået på juridisk gyldigt grundlag.«

Dragør Kommune bidrog til forvirringen ved at lægge forkerte beregninger af valgdeltagelsen ud på kommunens hjemmeside torsdag. De blev rettet fredag, og mandag rettede man så stemmeprocenten igen. Det ligger der dog ikke den store sammensværgelse bag, understreger direktøren.

»Det er en menneskelig fejl. Man brugte et forkert tal til at regne procentsatsen ud,« siger han til Dragør Nyt.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER