Vinden aflyser alle sankthansbål

R
Af Rasmus Mark Pedersen
| | 0 min læsetid
Vinden aflyser alle sankthansbål
Der skal ikke hygges ved de store bål i Dragør i år. Vinden bliver for kraftig, vurderer kommunen. Arkivfoto

»Vi tror ikke på det.«

Sådan lyder den dystre melding om sankthansaften, da Dragør Nyt ringer til Michelle O. Carlsen, der er sagsbehandler med ansvaret for events.

Adskillige medarbejdere i Dragør Kommunes Center for Plan, Teknik og Erhverv har her til formiddag været inde over, hvordan kommunens tilladelser til sankthansbål skulle håndteres.

Tidligere har vi fortalt, at der var planlagt offentlige bål ved Dragør Fort, Copenhagen Camping og Søvang Grundejerforening.

For kraftige vindstød

Klokken 11.41 blev beskeden så sendt:

»Dragør Kommune gør opmærksom på, at hvis vindstød i aften forbliver som forudset, er det forbudt at antænde sankthansbål.«

DMI melder, at vindstød i aften kan blive på over 17 sekundmeter, og derfor er afbrænding forbundt.

Kommunen understreger dog, at det er arrangørernes ansvar at »vurdere vind og vindstød og tjekke vejrudsigten på det pågældende tidspunkt, I planlægger at tænde bål«.

Michelle O. Carlsen uddyber:

»Vi kommer ikke ned over hård vind før om nogle dage, så der er ikke meget chance for, at der kan tændes bål lovligt,« forklarer hun.

Stråtækte huse er i fare

Det er Hovedstadens Beredskab, der udstikker retningslinjerne efter den såkaldte afbrændingsbekendtgørelse. Beredskabet skriver direkte på deres hjemmeside:

»Er der tale om hård vind (10,8-13,8 meter per sekund) eller højere vindhastigheder, er det forbudt at tænde bål.«

Dragør Kommunes medarbejdere har været i kontakt med beredskabet for at forstå, om den hårde vind refererer til middelvinden eller de mulige vindstød.

Her var meldingen klar: Det er vindstødene, man måler.

»Det giver ikke megen mening at måle på middelvinden, hvis der er vindstød hvert tredje til fjerde sekund, der kan sende gløder ind over byen,« forklarer Michelle O. Carlsen.

I Dragør Kommune er man ekstra opmærksomme i forbindelse med sankthans og nytårsaften, fordi der er en del stråtækte huse i de gamle byer i både Dragør og Store Magleby.

Dragør Nyt har ikke været i kontakt med arrangørerne af de tre anmeldte arrangementer om, hvorvidt de planlægger at lave et arrangement uden bål.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER