Voldsomt uheld: Bil smadrede ind i Føtex

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Voldsomt uheld: Bil smadrede ind i Føtex

Opdateret mandag den 18/11 klokken 11:50.

Politi, brandbiler og ambulancer myldrede fredag aften ved Magleby Torv, efter at en grå Toyota Yaris kom alvorligt på afveje ved Føtex’ varehus.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Toyotaen, der ifølge Dragør Nyts oplysninger blev ført af en yngre mand, kørte ind gennem et glasparti på butikken, efter at den havde krydset et lille græsareal i svinget mellem Hartkornsvej og Magleby Torv. Bilen havnede delvist inde i butikken ved trappeområdet, der fører ned til parkeringskælderen.

Lykkeligvis var der ingen mennesker i området, så hverken personale eller kunder er kommet noget til, ligesom bilisten tilsyneladende også er sluppet uden større skader. De tilkaldte ambulancer kunne relativt hurtigt forlade ulykkesstedet igen.

Bilen, der måtte trækkes ud af butikken, har voldsomme skader.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Glaspartiet ud mod Magleby Torv er blevet knust, og vil i løbet af aftenen eller natten blive midlertidigt afdækket.

Anholdt og sigtet

Mandag formiddag oplyser Københavns Politi, at bilens fører, en 19-årig mand, blev anholdt og sigtet for narkotikakørsel – han blev dog efterfølgende løsladt, da der ikke blev fundet grundlag for fremstilling i grundlovsforhør.

Et vidne har oplyst, at man har set manden indtage lattergas kort før hændelsen.

Sagen behandles fortsat, og politiet kan ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER