Vuggestuebørn fra Halvejen er blevet genhuset

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Vuggestuebørn fra Halvejen er blevet genhuset

Hen over efteråret blev der konstateret skimmelsvamp i Børnehuset Halvejen.

I første omgang lød meldingen fra Dragør Kommune, at børn og personale trygt kunne opholde sig i institutionens lokaler, mens omfanget af skimmelsvampen blev undersøgt nærmere. Og de berørte rum var forseglet.

I slutningen af november kom der så en ny udmelding; at det var nødvendigt at genhuse alle vuggestuebørnene. Per onsdag den 3. december er alle Halvejens vuggestuebørn således flyttet ind i dagplejens gæstehus på Engvej.

Det havde vist sig, at der var skimmelsvamp i selve konstruktionen i et af de rum, der allerede var lukket ned. Og en rapport, som Hussvamp Laboratoriet ApS har udarbejdet, anbefaler, at gulvkonstruktioner og nærliggende områder derfor også åbnes for at få et fuldt billede af skadernes omfang.

Genhusning for at skabe tryghed

»På baggrund af nye bygningsfaglige undersøgelser og dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed har vi besluttet midlertidigt at genhuse vuggestuen,« siger Lasse Falck Steenland, direktør i Center for Børn, Skole og Familie, i en pressemeddelelse fra Dragør Kommune.

»Selvom der ikke er forhøjet skimmelniveau i de lokaler, der bruges i dag, arbejder vi ud fra et forsigtighedsprincip. Styrelsen bakker også op om vores beslutning om genhusning og vurderer den som fornuftig af hensyn til både børnenes hverdag og forældrenes tryghed,« uddyber han.

Har krævet en rokade

At genhuse børnene er dog lidt af et puslespil. For det betyder også, at gæstedagpleje og den ugentlige legestuedag i dagplejens gæstehus på Engvej er rykket hen i Nordstrandens Vuggestues hus for at gøre plads til Halvejens børn.

Mandag den 1. og tirsdag den 2. december, hvor selve flytningen af vuggestuen foregik, blev alle forældre i øvrigt tilbudt nødpasning af deres vuggestuebørn i Børnehuset Køjevænget.

Men Lasse Falck Steenland forklarer, at man har vurderet, at rokaden er vigtig for at sikre en så rolig og normal hverdag som muligt for børnene og samtidig give mere plads til, at håndværkerne kan arbejde videre med undersøgelserne.

»I praksis gør en genhusning det lettere at gennemføre de videre undersøgelser og udbedringer såvel grundigt som hurtigst muligt, fordi håndværkerne ikke skal tage særlige hensyn til sovende børn – ude og inde. Det kan i sidste ende betyde, at vi hurtigere kan vende tilbage til en normal hverdag,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER