Aalborg-sag om forurening kan ikke overføres til Dragørs vandforsyning

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Aalborg-sag om forurening kan ikke overføres til Dragørs vandforsyning
Store Magleby Vandværk blev lukket i 2021 – først midlertidigt, siden permanent. Arkivfoto: Thomas Mose.

Da Aalborg Forsyning i februar offentliggjorde, at selskabet ville lægge sag an mod staten for at få en erstatning på mere end en milliard kroner for udgifterne til at rense det kræftfremkaldende stof nitrat ud af grundvandet, vakte det opsigt landet over.

Det var også tilfældet i Dragør, der i flere år har stået uden selvstændig vandforsyning på grund af forurening med det sundhedsskadelige stof PFAS, som blandt andet stammer fra brandskum, der lovligt blev benyttet i lufthavnen i et par årtier.

På seneste møde i kommunalbestyrelsen bragte Liste T’s Peter Læssøe sagen på banen under en diskussion om en garantistillelse til forsyningsselskabet HOFOR. Her henviste han til, at statsminister Mette Frederiksen under den seneste valgkamp har understreget hovedprincippet i, at forureneren betaler.

Dragør og Tårnby Kommuner har tidligere overvejet muligheden – men i 2022 konkluderede en indledende undersøgelse fra advokatfirmaet Horten, at det ikke kunne dokumenteres, at lufthavnen havde handlet uagtsomt. Advokatfirmaet konkluderede også, Dragør Kommune ikke kan rejse erstatningskrav for forurening af drikkevandet under Dragør Kommune, idet kommunen som juridisk enhed ikke har lidt et tab.

Den skadelidte er formelt vandforsyningsselskabet HOFOR, der blandt andet drev de lokale vandværker.

Her har man ikke planer om at lade sig inspirere til et sagsanlæg mod lufthavnen af den nylige sag fra Aalborg.

»Nej – der er ingen overvejelser. Sagerne er desværre ikke juridisk sammenlignelige,« hedder det kortfattet fra Anders Kappel, der er kommunikationschef i HOFOR.

Sagen i Aalborg adskiller sig da også fra den lokale PFAS-sag. Aalborg Forsyning baserer sin sag på, at staten ifølge forsyningsselskabet i årevis – og uden at handle på det – har haft kendskab til, at nitratindholdet i grundvandet er højere end EU-direktiverne tillader. PFAS blev derimod ret sent anerkendt som et miljøskadeligt stof, og lufthavnen stoppede med at bruge det PFAS-holdige brandskum, inden det blev forbudt.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER