Debat

Andelshaveforening stavnsbundet til fortiden

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Andelshaveforening stavnsbundet til fortiden

En mangeårig tvist mellem Andelshaveforeningen A/H Søndergården fra Dragør og Kolonihaveforbundet nærmer sig en ny afgørelse, når sagen onsdag den 8. oktober skal for landsretten. Stridens kerne er en klausul om stavnsbinding fra 1958.

I 1958 kautionerede Kolonihaveforbundet for et lån på 200.000 kroner til A/H Søndergården. Til gengæld blev der indført en klausul om evigt medlemskab af kolonihaveforbundet, så længe kolonihaveforbundet eksisterer. Selvom lånet blev indfriet allerede i 1968–69, fastholder kolonihaveforbundet kravet om fortsat medlemskab. Det er blandt andet denne urimelige og krænkende stavnsbinding, A/H Søndergården opponerer imod i retssagen.

Kolonihaveforbundet har afvist at ophæve klausulen. Forbundet begrunder det med, at en ophævelse vil medføre et økonomisk tab på omkring 150.000 kroner årligt fra medlemskontingentet fra A/H Søndergården, samt en frygt for medlemsflugt. A/H Søndergården har været en økonomisk »malkeko« for kolonihaveforbundet i de sidste 67 år.

Samtidig tilbyder kolonihaveforbundet andre foreninger at optage lån hos dem – uden nogen klausuler med stavnsbindinger, men derimod med muligheden for udmeldelse, når lånet er tilbagebetalt. Så nogle af kolonihaveforbundets medlemmer har muligheden for at melde sig ud, mens andre er stavnsbundet til evig tid.

Dette er en meget krænkende og ganske urimelig forskelsbehandling, som kolonihaveforbundet begår mod sine medlemmer i 2025. Også dette opponerer A/H Søndergården imod i retssagen imod kolonihaveforbundet og betegner det som uacceptabelt. A/H Søndergården ønsker de samme rettigheder som andre foreninger. Det handler om ligebehandling og frihed til selv at vælge.

Det støt stigende kontingent til kolonihaveforbundet er absolut en betydelig byrde for A/H Søndergårdens økonomi, for det påvirker foreningens økonomi i en tid, hvor udgifterne til de nye ejendomsskatter, kystsikring, dræn-opgaver og vedligeholdelse i forvejen er under pres.

Desuden kan kolonihaveforbundet ikke give nogle modydelser for kontingentet, da A/H Søndergården er en andelshave, som selv ejer jorden.

Det er A/H Søndergårdens vurdering, at kolonihaveforbundets struktur og tankegang tilhører en anden tid, og at den i dag hæmmer udviklingen af andelshaveforeninger.

Efter at have tabt i byretten i 2023, er A/H Søndergården nu klar til næste retsinstans.

Landsretten skal tage stilling til sagen onsdag den 8 oktober.

Interesserede kan følge sagen via A/H Søndergårdens hjemmeside under fanen »Retssagen«.

Med venlig hilsen
Henrik Langemark

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER