BORGMESTERENS NYHEDSBREV: Jeg håber, at alle har nydt sommeren i Dragør. Vejret har været fantastisk. Byen har haft mange gæster, og det har været dejligt at se livet på vores restauranter og i vores butikker.
I denne weekend har vi oplevet en dejlig musikfest, hvor der igen i år er blevet hygget på tværs af generationer, og hvor stemningen har været fantastisk.
Hverdagen er nu begyndt, og derfor er det også relevant at se nærmere på, hvad andet halvår af 2026 bringer af væsentlige sager i Dragør.
Budgetforhandlingerne
August er også den tid på året, hvor der gøres klar til de kommunale budgetforhandlinger. Budgettet skal være vedtaget senest i oktober.
Senere på måneden holder kommunalbestyrelsen budgetseminar, og her kender vi de præcise konsekvenser af økonomiaftalen mellem KL (Kommunernes Landsforening, red) og regeringen.
I Dragør indførte vi i starten af sidste valgperiode toårige budgetter. Det har den fordel, at de kommunale tilbud får mere ro om deres egen budgetstyring.
2026 er det første år i den toårige budgetperiode, og det betyder, at når vi lægger budgettet for 2027, er der primært tale om tilpasninger og justeringer. Når vi i 2027 skal lægge budgettet for 2028–2029, bliver det tidspunktet, hvor vi kan se på de længerevarende investeringer i kommunen.
Når vi kommer længere hen i august, vil jeg orientere om, hvordan kommunens økonomi ser ud på baggrund af aftalen mellem KL og regeringen.
10-årsplanen
Som nævnt inden sommerferien er vi i gang med at udarbejde en 10-årsplan frem mod 2035 for Dragør Kommune.
Vi står som sagt over for en stor udfordring, da indbyggertallet forventes at falde frem mod 2035. Ikke fordi Dragør ikke er attraktiv, eller fordi husene ikke bliver solgt, men fordi der bliver færre indbyggere per bolig. Det har negative konsekvenser for kommunens økonomi.
Derfor er vi i gang med at få foretaget et kvalitetstjek af de nuværende beregninger og samtidig udarbejdet en analyse af bosætningsmønstret i kommunen.
Når vi kender resultaterne, vil kommunalbestyrelsen træffe beslutning om de fremtidige tiltag, der skal sikre kommunens økonomi på den lange bane. Det er beslutninger, som vi også vil invitere alle borgere til borgermøde om.
Kystsikringen
I det sene efterår ser vi ind i to store beslutninger om kystsikringen.
Den første er, at vi skal behandle og godkende miljøkonsekvensvurderingerne for diget ved Søvang og Sydvestpynten. Derefter kan udbudsprocessen gennemføres, og anlægsarbejdet kan gå i gang.
Vi forventer fortsat, at projektet for denne strækning afsluttes i 2029.
Derudover skal vi beslutte den endelige linjeføring af diget fra Dragør Nord til Søvang.
Som tidligere fortalt arbejder vi med to modeller – en indre og en ydre løsning. Når den beslutning er truffet, kan udarbejdelsen af den lovpligtige miljøkonsekvensvurdering gå i gang.
Jeg anmodede, straks den nye regering tiltrådte, om et møde med transport- og miljøministeren for at drøfte vilkårene for Dragør.
Skolerne i Dragør
Først og fremmest skal der lyde et stort velkommen til de nye elever i børnehaveklasserne.
Jeg er glad for, at vi tidligere traf beslutning om at erstatte betegnelsen 0. klasse med børnehaveklasse. Det er vigtigt, at vi har fokus på, at dette år handler om overgangen mellem børnehave og skole. Børnene skal lære at gå i skole, men samtidig skal vi anerkende deres behov for fortsat at kunne lege, mens de lærer.
I august træffer vi også beslutning om en ny tildelingsmodel for økonomien på skolerne.
Vi satte for et par år siden en proces i gang med at skabe større gennemsigtighed i skolernes økonomi. Vi fik BDO til at foretage en revisionsmæssig vurdering af, om skolerne har tilstrækkelige midler til at drive en god skole. Konklusionen var, at Dragørs skoler har de nødvendige ressourcer.
Næste skridt har været at udarbejde en ny tildelingsmodel, så der bliver størst mulig lighed mellem skolerne. Modellen er udviklet i tæt samarbejde med skolerne og med inddragelse af de faglige organisationer.
Nu skal kommunalbestyrelsen godkende modellen, hvorefter den sendes i officiel høring hos skolebestyrelserne og de faglige organisationer.
I konstitueringsaftalen skrev vi også, at vi ønsker at sætte fokus på en kursændring, hvor balancen mellem rettigheder og ansvar i folkeskolen genoprettes.
Samtidig ønsker vi at understrege, at anerkendelsen af lærernes autoritet er et fundament for et godt arbejdsmiljø. Vi ønsker også at sætte fokus på de forpligtelser og forventninger, der kan stilles til os som forældre, så vi sammen understøtter både trivsel og faglighed i folkeskolen.
Denne proces sættes i gang i slutningen af 2026 i samarbejde med lærere, pædagoger, ledelse og skolebestyrelser.
Ny fritvalgsleverandør i hjemmeplejen
Fra september bliver Carelink ny privat leverandør af hjemmepleje i Dragør Kommune. Det sker som følge af reglerne om frit valg, der betyder, at kommunen skal sikre, at borgere, der visiteres til hjemmepleje, kan vælge mellem mindst to leverandører.
Dragør Kommune har gennem en årrække haft et godt samarbejde med Dragør Pleje og Omsorg (DPO). Lovgivningen kræver, at ordningen med jævne mellemrum sendes i udbud, og ved det seneste udbud blev Carelink valgt som ny leverandør.
Borgere, der i dag modtager hjælp fra den private leverandør, vil overgå til Carelink. Alle borgere har fortsat frit valg af leverandør og kan vælge mellem kommunens hjemmepleje og den private leverandør.
For mig er det vigtigt, at vi giver vores ældre borgere et reelt frit valg mellem flere leverandører. Det skaber mulighed for, at den enkelte kan vælge den løsning, der passer bedst til vedkommendes behov og ønsker, samtidig med at vi fortsat sikrer en høj kvalitet i hjemmeplejen. Det vigtigste er, at borgerne oplever en tryg og professionel hjælp – uanset hvilken leverandør de vælger.
Gymnasierne
Et sidste tema i dette nyhedsbrev er den desværre langvarige sag om den forskelsbehandling, Dragørs unge oplever ved valg af gymnasium.
I flere år har kun ganske få unge i Dragør fået opfyldt deres førsteprioritet, når de søger gymnasium. Det skyldes de urimelige tildelingskriterier, som gælder i dag, og som betyder, at Dragørs geografiske placering stiller vores unge dårligere end andre unge.
Jeg har i flere år forsøgt at råbe både Christiansborg og Region Hovedstaden op om denne problemstilling.
Status er, at regionen har tilkendegivet, at man gerne vil se på ændringer, men at det kræver lovændringer. Der er indgået en aftale om en reform af området, men den er endnu ikke udmøntet i konkret lovgivning.
I januar 2026 oplyste ministeriet, at processen var i gang, men at man endnu ikke kunne sige noget om tidsrammen for det forberedende lovarbejde. Siden har der været valg, og Danmark har fået en ny regering.
Derfor retter jeg igen henvendelse til alle undervisningsordførerne på Christiansborg for at orientere dem om den urimelige situation, Dragørs unge fortsat befinder sig i, og beder samtidig om et møde med hver enkelt af dem.
Det gør jeg i håb om at få fremskyndet en ændring af lovgivningen. For mig er det helt uforståeligt, at det skal tage så lang tid. Hvert eneste år er der en ny ungdomsårgang, som stilles ringere end andre unge i hovedstadsområdet.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup