Debat

Aprilsnar hele året

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Aprilsnar hele året

Senest er det Moderaternes nye kandidat til byrådet, Lars Kiib Hecht, som bringer tidligere tiders fatamorgana om en metro til Dragør til torvs.

Heller ikke sidste gang, da Venstres Eik Dahl Bidstrup med sine førerløse busser ville løse Dragørs trafikgordiske knude, virker det realistisk.

Fælles for Eik og Lars Kiib Hecht er, at deres forslag ikke har en chance for at blive realiseret. Men det lyder plausibelt i et valgoplæg.

For ti år siden blev det nævnt, at metroanlæg i runde tal kostede halvanden million kroner per meter i anlæg. Holder denne pris i dag, tja … Mellem lufthavnen og Dragør er der cirka 6.000 meter. En anlægssum på omkring ni milliarder kroner?

Dragørs befolkning er på 14.500 personer, hvoraf måske 4.000 dagligt pendler til København. Heraf pendler knap 500 personer fra Søvang, som næppe ser en fordel ved at tage rundt om A.P. Møllers Allé. Det giver ikke mange kunder til forrentning og drift.

Hvad koster Lars Kiib Hechts forslag?

Jeg ser frem til Moderaternes kalkuler for forslaget. Det lyder spændende.

Hvordan er økonomien skruet sammen? Det må da været vel gennemtænkt. Man fremlægger vel ikke valgløfter, hvis finansieringen virker, som om der er tale om et slot i himmelen?

Moderaternes forslag er måske bedre underbygget, end da Alternativet for et par valg siden udstedte et løfte til borgerne. De ville bygge en lang række almennyttige boliger i Dragør, så mange af de 3.000 borgere på ventelisterne kunne få en lejlighed.

Da der fra min side blev boret kraftigt i, hvor de helt konkret fysisk ville opføre de mange nye boliger, endte det med, at de undskyldte med den begrundelse, at det skulle være tilladt for politikere at drømme.

Trafik fremover

En realistisk trafikplan er, at Dragør tager samarbejdet med Movia seriøst. Som køber af trafikbetjening skal Dragør lægge faste rammer for, hvorledes partnerne fremover handler – og så følge op på, hvorledes det reelt sker.

Det er i grunden horribelt, at Dragør-borgere i Søvang først skal skrive til borgmesteren om mange udeblevne busafgange, og herefter kan borgmesteren spørge sin forvaltning, som efter en intern orientering derpå kan spørge teknikere hos Movia. De går så videre til den enkelte vognmand, der efter konsultationer med sine chauffører afklarer grunden til de aflyste afgange med ventende borgere som resultat. Når det på et tidspunkt er afklaret, så sendes beskeden samme vej tilbage. Vi kan derpå se, at borgmesteren fire til seks måneder senere kan undskylde over for de svigtede borgere – uden at det hjælper det fjerneste. 

Et enkelt krav kunne være en direkte samme dag-melding fra Movia ved aflysning og væsentlige forsinkelser. Derved kan kommunen straks tage fat i uregelmæssigheder.

Man skal kunne stole på en fast trafikbebetjening. Det er grundlaget for et velfungerende samfund. Det er ønsket fra Dansk Folkeparti.

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Spidskandidat i Dragør for Dansk Folkeparti

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER