Dragør skulle i 1970’erne rammes af to atombomber på hver 300 megaton. Hiroshimabomben i 1945 var til orientering bare på 15 megaton.
Sådan ville angrebet på Danmark begynde. Vi ved det, fordi seniorforsker Steen Andersen fra Rigsarkivet i fem år har gravet hemmelighederne ud af de polske koldkrigsarkiver. Om få dage udkommer hans nye bog »Planerne om at eliminere Danmark«.
Polen var en del af den kommunistiske blok i Warszawapagten og havde ansvaret for at besejre og besætte Danmark i en kommende krig.
I sin kommende bog kortlægger Steen Andersen, hvordan fjenden ville gøre det. Bogen er på mere end 700 sider.
Dragørs to forter
Sådan ville angrebet på Danmark begynde:
I 1975 skulle Dragør Fort og Kongelundsfortet rammes af hver sin 300 megatonbombe. Disse to bomber ville pulverisere hele Amager og en del af det sydlige København. Det svarer samlet til 40 gange mere sprængkraft end Hiroshimabomben.
Derefter var planen atombomber over Sønderjylland, inden en overvældende hær skulle rykke ind og derpå blandt andet rykke mod Sjælland. I alt skulle der efter planen anvendes cirka 18 atombomber med en sprængkraft i alt 1.750 megaton.
Planerne hos Polens overkommando var særdeles gennemarbejdede.
Kommandosoldaterne havde trænet i angrebet på Danmark i årevis. Polske spioner havde fotograferet og filmet de byer og steder, de skulle angribe, og de strande, hvor de skulle gå i land, så kommandosoldaterne følte, at de kendte Danmark. Nogle af dem havde endda lært dansk.
Når Polen, som forventet, efter ti dage ville have fuld kontrol over Danmark, var det tid til at indsætte en marionetregering.
Her ville man, traditionen tro, indsætte en regering af sande, overbeviste kommunister med partibogen i orden som ny regering. Det var i øvrigt disse sande kommunister, som senere, i 1989, var med til at danne partiet Enhedslisten.
Steen Andersens bog bliver interessant at læse.
Med venlig hilsen
Morten Dreyer