I sidste uges Dragør Nyt havde Peter Læssøe, liste T, en replik til et tidligere indlæg fra Leif Johnsson og Søren Hvalsø. Normalt vil jeg ikke blande mig i en debat og replikker mellem debattører, men Peter Læssøe vælger at inddrage og tage mig til indtægt i debatten med oplysninger, som jeg mener tjener en kommentar, så de faktuelle forhold for alle er på plads.
Egenhændigheden som ikke eksisterer
Peter Læssøe rejser en kritik af beslutningen om, at 65% af det nuværende varmebehov skulle tilmelde sig fjernvarme for, at det kan lade sig gøre. Og Peter Læssøe skriver, citat: »Men det største fejltrin i processen har været, at Borgmester Kenneth Gøtterup egenhændigt ultimo november 2024 besluttede, at man skulle have tilslutning fra minimum 65% af kunderne.«
Peter Læssøe vælger at fejlinformere Dragørs borgere. Ingen kommunalpolitiker eller borgmester kan beslutte noget egenhændigt. Det kræver altid et flertal i kommunalbestyrelsen, og i Dragør skal der være mindst otte, der stemmer for en sag, for at den kan vedtages. Og ingen partier har otte mandater, hvorfor alle beslutninger sker på tværs af flere partier.
I denne konkrete sag var der 12 mandater ud af 15, der stemte for tilslutningsprocenten. Dermed er Peter Læssøes påstand om egenhændighed blevet til 12 mandater på tværs af fem partier mod de tre mandater, Liste T repræsenterer. Hvorfor Peter Læssøe vælger at fejlinformere, må stå for hans egen forklaring og regnskab. Men det fremmer ikke troværdigheden for nogle politikere, når nogle politikere vælger at fejlinformere med vilje.
Hvad nu, hvis vi ikke havde stillet krav
Liste T valgte at stemme imod tilslutningskravet. Konsekvensen af at gennemføre en fjernvarmeudrulning uden at have bindende tilmeldinger ville være, at Dragør Kommune ville hæfte for gælden uden at have tilstrækkeligt med kunder. Havde vi påbegyndt fjernvarmeudrulningen uden bindende tilmeldinger, ville resultatet have været, at Dragør Kommunes borgere ville stå med en trecifret milliongæld på ca. 600 mio. kr., uden der ville være tilstrækkeligt med kunder til at betale. Det ville have betydet, at kommunen stod for at skulle betale af på en meget stor gæld, og de få kunder, der var tilmeldt, ville have meget høje varmeudgifter. Dermed ville vi kunne have landet i samme situation som Odsherred. Og det var sikkerhed og tryghed for, at vi ikke endte i denne situation, der fik 12 mandater fra Konservative, Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Sydamagerlisten til at vælge den sikre vej. En vej, Peter Læssøe nu kritiserer.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester