Vi skal byde vores mindste borgere og deres forældre trygt velkommen til deres nye verden. Derfor er det vigtigt for os at sikre, at vores sundhedspleje hele tiden har de fornødne ressourcer til at levere det serviceniveau, der skal til.
Socialdemokratiet har kæmpet for den kommunale dagpleje i denne valgperiode. Dagplejen er et vigtigt alternativ for familierne. Det skal vi holde fast i, og det arbejde fortsætter ind i den næste valgperiode.
For Socialdemokratiet er det afgørende, at vi får lagt en plan for, hvordan vi hvert år kan garantere, at minimumsnormeringerne på vores daginstitutioner bliver overholdt, ligesom vi vil arbejde for at skabe gode vilkår, så vi kan lykkes med at nå mindst 60 procent pædagogisk personale i hver enkelt institution.
Dertil kommer, at vi vil arbejde for at udvide køkkenerne på daginstitutionerne, så alle institutioner og forældrebestyrelser har mulighed for at tilbyde gode måltider til børnehavebørnene. Det vil være et godt tiltag for familierne.
Skoler
I skolerne vil vi arbejde for en to-lærerordning i indskolingen, men også gerne på andre klassetrin. Dette vil give bedre muligheder for holddannelse og gruppebaseret undervisning, ligesom det kan medvirke til at skabe mere rummelighed i den enkelte klasse.
Vi vil også fortsat arbejde for at videreudvikle vores specialklasserækker og finde egnede lokaler til disse elever. For Socialdemokratiet er det helt afgørende, at vi skaber gode rammer for lokale specialtilbud. Dermed giver vi vores børn de bedste muligheder for at bevare og udvikle deres nære relationer og samtidig en større mulighed for at gå til idræts- eller fritidstilbud sammen med kammeraterne.
Vi ønsker, at alle elever i Dragør fortsat møder en fleksibel skole, hvor der eksperimenteres og undersøges, hvor der veksles mellem faglig fordybelse og temaperioder, og hvor Friluftsskolens aktiviteter også prioriteres – kort sagt en skole, hvor eleverne trives, uddannes og dannes i et højt fagligt og trygt miljø.
Derudover vil vi også have vores opmærksomhed rettet mod at tiltrække tilstrækkeligt uddannet personale til at varetage undervisningen af vores børn i skolerne.
Klubberne – UngDragør
Vi glæder os over den positive udvikling, vi nu ser i UngDragør. Det er tydeligt, at klubberne er på vej til igen at blive et vigtigt samlingspunkt for vores unge – et samlingspunkt, hvor fællesskab, tryghed og gode aktiviteter er i fokus. Socialdemokratiet vil bakke op om, at denne udvikling kan fortsætte.
Samtidig vil vi gerne understrege, hvor vigtigt det er, at både UngDragør og vores sfo’er er inkluderende fællesskaber. Alle børn og unge skal have mulighed for at deltage – også dem med særlige behov. Derfor ønsker vi at styrke ressourcerne til pædagogisk støtte, så der både er tid, faglighed og nærvær til at rumme alle børn.
Sfo’en og klubmiljøerne er steder, hvor børn får lov til at udvikle sig, skabe relationer og opleve, at de hører til. Det gælder i særlig grad de børn og unge, som har brug for lidt ekstra støtte i hverdagen. Det fællesskab og den anerkendelse kan være afgørende for deres trivsel og udvikling.
Børnene er vores fremtid
Vi tror på, at investeringer i børn og unge er en investering i Dragørs fremtid. Derfor vil Socialdemokratiet fortsætte med at arbejde for stærke, inkluderende fællesskaber – hvor alle børn og unge kan være med, udvikle sig og føle sig hjemme.
Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber, borgmesterkandidat
Liss Porsborg, kandidat til kommunalbestyrelsen


Susanne Feldstein