Jeg har oplevet mistrivsel på tæt hold – både i familien og i omgangskredsen. Jeg har også oplevet et system, der er unødigt tungt og langsommeligt – selv for de ressourcestærke.
De udfordringer, vi har med børn og unge i hovedstadsområdet, kræver fokus på tværs af kommuner og regioner – og et fokus, der ikke må miste pusten i forbindelse med indsættelsen af nye byråd, et nyt regionsråd og især sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland til det nye Region Østdanmark.
Jeg ser to områder, der fortjener særligt fokus.
Tidlig indsats – mental sundhed på skoleskemaet
Vi skal blive bedre til at opdage problemer tidligt og sætte ind, før mistrivsel udvikler sig til egentlig psykisk sygdom. Samtidig skal vi kunne vurdere, hvad der er alvorlig mistrivsel eller en diagnose, og hvad der blot er forbigående udfordringer.
Trivsel er ikke nødvendigvis det samme som et liv uden bump på vejen, og mistrivsel er ikke nødvendigvis psykisk sygdom. Vi lever i et rigt samfund og har derfor høje forventninger til det gode liv, men livet består uundgåeligt af op- og nedture.
Mental sundhed, psykologi og trivsel bør være på skoleskemaet – både i skoler og institutioner. Det handler ikke om opdragelse, for det er forældrenes ansvar. Men på samme måde som vi underviser i kreative fag ud over læsning, skrivning og regning, bør vi også undervise i mental sundhed.
Det handler om at ruste børn og unge til livet i samfundet – om selvbillede, robusthed og forståelse af egne udfordringer. For dem, der har en diagnose eller er på vej til at få en, kan det være en vigtig støtte til at forstå og navigere i deres situation.
Effektiv indsats – tovholder og aktive pårørende
Hastighed er afgørende. Selv en kort ventetid kan føles uendelig i et børneliv. Ventelisterne skal ned – blandt andet gennem øget brug af private tilbud, hvor pengene naturligvis skal følge med fra det offentlige.
Som det er i dag, benytter ressourcestærke familier ofte sundhedsforsikringer eller betaler selv. Det er i sig selv ikke forkert, men det betyder, at ressourcesvage familier rammes hårdest af ventelisterne, og det skaber ulighed.
Indsatsen er ofte kompleks og kræver samarbejde mellem psykolog, læge, socialrådgiver og skole eller daginstitution. Derfor bør der anlægges et helhedssyn, og der skal udpeges en tovholder, som følger barnet eller den unge gennem hele forløbet.
Tiden hos lægen eller psykologen er minimal sammenlignet med tiden sammen med familie og venner. Derfor skal de tætteste pårørende klædes på til at fungere som lægens eller psykologens forlængede arm – hvis de magter og ønsker det.
Der skal arbejdes for ovenstående, fordi vi ikke har råd til at lade være. For samfundets skyld og ikke mindst for den enkeltes og familiernes skyld. I hovedstadsområdet er vi rigt repræsenteret med kompetencer og professioner inden for blandt andet psykiatri og undervisning, så der er ingen undskyldning for ikke at gå forrest på dette område.
