Hvad foregår der egentlig til budgetforhandlingerne på rådhuset?
Nogle partier vil gerne forære en kommunal grund væk til seniorboliger til langt under markedspris – en gavebod til de velhavende ældre. Kommunen vil miste millioner, som kunne være brugt på børn, ældrepleje og velfærd.
Andre partier vil smide 700.000 kroner ud på en fuldstændig nyttesløs undersøgelse om sammenlægning af Dragør og Tårnby. Et projekt, der i øvrigt aldrig har haft folkelig opbakning i hverken Dragør eller Tårnby. Undersøgelsen har heller ikke haft opbakning fra flertallet i byrådet, men nu er der landet et forlig, hvor man bekvemt kan prale af at have fået »gjort noget« i valgkampen.
Det lugter langt væk af egoistiske prioriteringer og dagsordener i stedet for af, hvad der er Dragørs behov. Vi taler om politikere, der spiller hasard med vores skattekroner – ikke for at skabe fornuftig værdi for borgerne, men for at pleje egne interesser.
Dragør fortjener bedre. Vi fortjener politikere, der prioriterer fællesskab og ansvar – ikke politiske fiksfakserier på vælgernes bekostning.
Michael Thurau, Liberal Alliance Dragør