Borgmester Kenneth Gøtterup fortryder ikke, at hans konservative gruppe sammen med Venstre og Socialdemokratiet valgte at lukke biblioteksfilialen i Hollænderhallen og lægge Dragørs eneste bibliotek på Vestgrønningen. Beslutningen har betydet en millionudgift til drift og handicapforbedringer – og blev mødt med undren og protester fra flere aktører på grund af husets alder, energiforbrug og manglende tilgængelighed.
Ved årsskiftet har det kostet omkring 1,4 millioner kroner i ekstra energiudgifter og øget tilgængelighed i form af handicaptiltag og automatisk indgang at beholde filialen på Vestgrønningen frem for i Hollænderhallen. Hvorfor faldt valget på det, der også på det tidspunkt lignede den dyreste løsning, da I besluttede at lukke en filial i budgetforliget i 2022?
»Man kan ikke nødvendigvis sige, at det har kostet 1,4 millioner kroner at bibeholde Vestgrønningen. Bygningen skulle vedligeholdes uanset. Der har i mange år været et ønske om et handicaptoilet og mulighed for, at man selv kunne låse sig ind, så det er omkostninger, der ville være kommet uanset, om vi havde et eller to biblioteker.«
Men den omkostning ville ikke være kommet, hvis man have bibeholdt det bibliotek, der havde adgangsfri betjening?
»Det er klart, at hvis man have lukket på Vestgrønningen, så havde der ikke været den omkostning. Men så skulle man finde ud af, hvad man i givet fald skulle bruge huset til. Der ville sikkert også være kommet følgeomkostninger til ændret anvendelse.«
Man kunne have afhændet bygningen?
»Der har ikke været et politisk ønske om, at man skulle.«
Man lukkede et bibliotek, i et plan, hvor der var elevator og dør, der var indrettet til kørestol og rollator. Der manglede et handicaptoilet, men ellers havde man et hus, der fungerede til folk med forskellige funktionsnedsættelser. Samtidig lukkede man et bibliotek, hvor der var adgang omkring 100 timer om ugen til fordel for et med under 40 timers ugentlig adgang, og som havde højere forbrugsomkostninger. Var det den rigtige beslutning?
»Det mener jeg, at det var.«
Hvorfor?
»Selv om der både var gode argumenter for at bibeholde Vestgrønningen og Hollænderhallen, vurderede vi for Konservatives vedkommende, at et bibliotek hører til i bymidten. Det er der, hvor handelslivet er, og hvor man går ned i forvejen for at gå en tur på havnen eller på biblioteket lørdag formiddag. Den sammenhængskraft er vigtig. Ud over det skal vi tage stilling til, hvordan vi anvender vore lokaler bedst muligt. Vi havde vi ikke planer om en anden anvendelse af Vestgrønningen, men vi have nogle overvejelser om at bruge lokalerne i Hollænderhallen. Først blev der undersøgt, om vi skulle lave specialskole i lokalerne, og nu har vi sat dem i spil i forbindelse med udbuddet af cafeteriet i hallen. Hvis ikke, de bliver brugt til det formål, er der andre muligheder. Men det giver altid muligheder på den lange bane at have frigivet lokaler i hallen.
Der er gået over to år, og det tidligere bibliotek er stadig tomt?
»Det har ikke kostet os penge at have det liggende, mens vi har undersøgt planerne. Det er superansvarligt, frem for at vi forhastede os på et eller andet.«
Hvad ser du, hvis du sætter de to biblioteker op ved siden af hinanden?
»To helt forskellige typer biblioteker. Hollænderhallen var et fuldstændig klassisk forstadsbibliotek, et firkantet rum med bøger i en bygning. På Vestgrønningen har du et bevaringsværdigt hus, der har en stemning, en gårdhave, hvor man bladre sine bøger og læse avisen, og som er et sted, hvor folk kan mødes. Det er to helt forskellige biblioteksoplevelser.
Ældrerådet har kaldt Vestgrønningen for et hus for de adrætte, og handicaprådet og biblioteket selv har også peget på udfordringer med tilgængelighed. Flere har peget på Hollænderhallen som mere velegnet end Vestgrønningen. Har I lyttet?
» Handicaprådet og Ældrerådet har anbefalet at Hollænderhallen skulle bruges som bibliotek. Vi har lyttet, men at rådgive betyder ikke, at man retten til at beslutte, hvad der skal ske. De forskellige råd vurderer ud fra deres perspektiv, mens vi politikere skal se på kommunen som helhed, og vi mener, at helhedsoplevelsen er bedre på Vestgrønningen«
Er det en følelsesmæssig beslutning?
»Det har jeg aldrig lagt skjul på, at det er. Vi havde alle argumenter på bordet, og den politiske beslutning var, at Vestgrønningen var bedre. Der havde været lige så meget kritik, hvis vi havde lukket på Vestgrønningen, der i øvrigt også havde større udlån end Hollænderhallen.«
I skulle spare 19 millioner kroner i 2022. Indtil videre har i brugt 1,4 millioner kroner på Vestgrønningen. Er det den rette måde at forvalte skatteydernes penge på?
»Det er den fuldstændig rette måde. Når man laver et kommunalbudget, sidder man og planlægger for fire år. Året efter starter man forfra, så der vil hele tiden ske forskydninger. Det var den bedste beslutning på det tidspunkt, og det synes jeg stadigvæk at det er. Vestgrønningen skulle nok have været renoveret uanset anvendelsen. Vi havde et hus, der ikke havde handicaptoiletter, og så er det jo dejligt, at der kommer en kommunalbestyrelse og tager en aktiv beslutning. «
Nu er der gået godt og vel to år fra biblioteket blev lukket og til handicaptiltag blev sat i værk. Har du noget at sige til de bedsteforældre, der ikke kan komme på biblioteket med deres børnebørn?
»Personalet står til rådighed for at hjælpe alle borgere, der kommer ind, så de får en god biblioteksoplevelse. Jeg har ikke hørt om borgere, der ikke har kunne bruge biblioteket, som de har ønsket. Hvis der har været nogen, der har haft en væsentligt dårligere biblioteksoplevelse end andre, har der hele tiden været muligheden for at henvende sig til personalet, der både er fagligt kompetent og enormt servicemindet og indstillet på at hjælpe folk til rette.«