Venstre: Man havde flere funktionelle fordele i Hollænderhallen

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Venstre: Man havde flere funktionelle fordele i Hollænderhallen
Henrik Kjærsvold-Niclasen i kommunalbestyrelsen. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen

En kompromisets kunst. Sådan betegner Venstres Henrik Kjærsvold Niclasen den beslutning, der førte til, at partiet støttede en lukning af biblioteksfilialen i Hollænderhallen i 2022 i forbindelse med et stramt budgetforlig.

»Vi havde en bunden opgave med at finde besparelser for 19 millioner kroner. På det tidspunkt var vi den kommune i Danmark, der brugte flest penge på biblioteker pr. indbygger, så det var oplagt at gå fra to til en filial. Den beslutning står vi stadig inde for. Men vi havde store drøftelser om, hvilken filial, der skulle blive tilbage, og vi havde respekt for, at der var andre, som lagde stor vægt på beliggenheden i Dragør gamle by,« siger han.

Har I fået det bedst mulige ud af den besparelse?

»Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Man kan altid drøfte, om man har truffet den rigtige beslutning. Men på det tidspunkt var det den løsning, vi kunne blive enige om, da vi skulle have et samlet budgetforlig på plads. For Venstre handlede det også om – i det store billede – at sikre prioriteringer på skoleområdet. Nu vil vi gerne se fremad og starte en ny debat om, hvordan vi skaber et bibliotekstilbud, der imødekommer flest mulige borgeres behov, også i forhold til adgang og parkering.«

Det vil nogle mene, man havde i Hollænderhallen?

»Ja, Hollænderhallen havde på flere områder gode faciliteter og blev brugt flittigt. For nogle partier fylder det mere, at biblioteket ligger centralt, for andre handler det om adgang og funktionalitet. For Venstre er det afgørende, at biblioteket fungerer godt for flest muligt, både praktisk og brugsmæssigt.«

Havde man sådan et bibliotek i 2022?

»Ja, man havde flere funktionelle fordele i Hollænderhallen, hvilket også er årsagen til de forbedringer, vi har lavet på biblioteket på Vestgrønningen.«

Der har været omkostninger bundet op på forbedringer på Vestgrønningen, som allerede eksisterede i Hollænderhallen. Hvordan har I forvaltet skatteborgernes penge med beslutningen om at bibeholde Vestgrønningen som bibliotek?

»Jeg synes altid, at man skal bestræbe sig på at forvalte borgernes penge så klogt og ansvarligt som overhovedet muligt. Fra et økonomisk synspunkt havde Hollænderhallen nogle styrker, men politik handler også om evnen til at indgå et kompromis. Derfor endte vi med at støtte en løsning, som vi kunne samle flertal for, selv om vi i Venstre havde en anden præference. Og den beslutning står jeg gerne på mål for.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER