Sydamagerlisten har undersøgt mulighederne for at imødekomme det store behov, der både er for indbyggerne i Dragør Gamle By og for gæstesejlerne for at indkøbe dagligvarer inden for kort gåafstand.
Vi har modtaget et tilbud fra et firma, som flere steder i Danmark har opsat døgnåbne dagligvarebutikker i Danmark.
Butikkerne er i travle perioder bemandede. I de ubemandede stille timer er de videoovervågede, og man lukker sig ind med sit MitID. Turister fra udlandet anvender en EU-kode.
I samarbejdsaftalen tilbyder firmaet blandt andet drift af butikken med alt, hvad det indebærer af indkøb, opfyldning, oprydning og markedsføring. Butikken – eller Pavillonen – forslås opstillet på grusarealet mellem det gamle værft og røgeriet. Foreløbig for en prøveperiode på tre år.
Men vi har ikke travlt.
Desværre er kontakten til firmaet kommet så sent, at forslaget ikke har kunnet nå at blive behandlet på et ordinært møde i Økonomiudvalget før sommerferien.
Sydamagerlisten har i stedet foreslået at hastebehandle forslaget på et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde, så vore gæstesejlere og turister også kan få glæde af butikken i resten af sæsonen.
Desværre har Økonomiudvalgets øvrige medlemmer ikke ønsket at imødekomme dette ønske. Så i bedste fald vil vore gæstesejlere og turister først få glæde af butikken i sæsonen 2026. Vi har ingen tradition i Dragør for at forhaste os.
Forslaget bliver behandlet på Økonomiudvalgets ordinære møde torsdag den 21. august 2025.
Med venlig hilsen
Flemming Blønd
Cand.jur. og kommunalbestyrelsesmedlem for Sydamagerlisten (L)