Bønderne i Store Magleby var sandsynligvis temmelig hærdede og ikke alt for sarte. Ellers ville de næppe overleve længe i en branche, hvor menneskelige efterladenskaber var så vigtig et råmateriale, at man hentede det som gødning i store vogne og spredte det ud over markerne.
Men de har næppe været så hærdede, at de ikke har frygtet de overraskelser, der kunne gemme sig i vognene med latrin, der blev hentet på Kløvermarksvej i den sidste halvdel af 1800-tallet.
Døde rotter og katte, for eksempel. Eller noget endnu værre, som det skete hos en gårdejer J. Jansen en aprildag i 1901, hvor der blev spredt latrin på marken.
»Under spredningen fandt folkene en underlig klump. Den blev nærmere undersøgt, og nu viste det sig, at det var et stærkt forrådnet barnelig. Naturligvis blev politiet straks sat i kundskab om fundet,« skrev Aftenbladet om fundet, der sluttede med et lakonisk:
»Men der er jo unægtelig ikke meget håb om at komme til bunds i sagen.«
Tre døde børn
I dag ville historien være en sensation. Men den type fund var ikke en sjældenhed. Femten år tidligere, for eksempel, var det en nyfødt pige, der var blevet fundet død på Store Magleby Fælled. Og i 1899 havde en anden gårdejer i Store Magleby, Jørgensen, fundet liget af en nyfødt dreng.
En obduktion viste, at barnet havde været i live ved fødslen, hed det i Berlingske Tidende, mens Socialdemokraten et par dage senere efterlyste oplysninger på politiets vegne:
»Der gives en passende belønning for oplysninger, der kan lede til opdagelse af moderen,« som det hed.
For moderen var som regel ukendt i den type sager. Naturligvis, kan man sige, for selve formålet med at skille sig af med det nyfødte barn var at skjule graviditeten og fødslen og dermed undgå den skam og sociale udstødelse, der fulgte med at være en ugift mor – og den fængselsstraf, der fulgte med at blive afsløret i at føde alene eller at slå sit barn ihjel.
Boede man i København, var baggårdenes lokummer det letteste sted at slippe af med de døde børn. De blev delt af mange beboere og blev med jævne mellemrum tømt op i større tønder, der blev kørt til Kløvermarksvej.
Hvis ligene blev fundet, var de umulige at spore til bestemte adresser, selv om der ofte var mulighed for at finde frem til det generelle område, de var ankommet fra. Og nogle gange endte børnene helt herude på det yderste Amager, eller lorteøen som vores hjemegn også blev – og bliver – kaldt.
Chokoladetønderne
Det er der historiske grunde til. Siden 1800-tallet var Amager blevet depot for storbyens latrin. Indholdet af byens »chokoladetønder«, som de blev kaldt i folkemunde, blev kørt via Langebro og ud til de dengang næsten ubebyggede områder på Sjællands flade naboø.
Gårdejere fra Store Magleby, Ullerup, Tømmerup, ja alle de små byer på øen trillede i hestevogne ind for at hente uhumskhederne, der skulle danne grundlag for kål, kartofler, løg og alle de andre afgrøder, der havde gjort hollænderbønderne til en helt særlig stand.
Har man øjnene med sig, kan man på Store Maglebys marker stadig finde små stykker knust porcelæn, som vel er blevet dumpet i latrinen, og småmønter, som er faldet ud af lommerne på trætte københavnere, når de har trukket bukserne op eller har rettet på kjolen efter en tur på baggårdenes lokummer.
De uægte
Men andet landede altså også i tønderne. Blandt andet altså nyfødte og uønskede børn. Det var sådan set ligegyldigt, om kvinderne var blevet gravide frivilligt eller ufrivilligt. Hvis de blev enlige mødre, ville det kuldkaste deres liv – eller det har i hvert fald været den opfattelse, mange af de gravide kvinder har siddet med.
Kvinderne var ofte ret unge, tjenestefolk, fabriksarbejdere og andre fra lavere sociale lag, der ikke nødvendigvis har haft øje for, at deres situation ikke var så usædvanlig, som de selv kan have troet. Men de har nok haft øje for, at deres stilling var i alvorlig fare, hvis de afslørede, at de var gravide.
Gik de igennem graviditeten og beholdt barnet, ville deres børn få en dårligere start på livet end børn født i ægteskabet. Uægte blev de kaldt, en betegnelse, der juridisk også havde konsekvenser. Børnene havde som udgangspunkt ikke arveret efter deres far, hvis faderen ellers var kendt – og var der ingen far, var moderen henvist til at forsøge dem selv, måske med et lille tilskud fra kommunen.
Skjulte graviditeten
Ifølge lex.dk fik uægte og ægte børn først fuld ligeret i 1960, og helt frem til 1965 var børn født uden for ægteskab sat under offentligt tilsyn, indtil de fyldte syv år. Det gjaldt dog ikke, hvis moderen blev gift og hendes mand adopterede børnene – men sad man som en fattig, ung pige, ofte langt fra hjemegnen, var det ikke altid tanken om fremtidige ægteskaber, der trak det længste strå, ligesom de færreste nok har vist, at det reelt var mellem 10 og 20 procent af alle nyfødte børn, der var undfanget eller født uden for ægteskab.
En del af de ulykkelige og ufrivilligt gravide valgte at skjule graviditeten under de store kjoler, man gik med i den tid, og når barnet så kom til verden, skete det i ensomhed på deres kammer.
Nogle børn døde ved fødslen, andre døde, fordi moderen lod dem ligge, og atter andre blev hjulpet på vej, ofte ved kvælning.
Tjenestepigens udåd i Store Magleby
På Kløvermarksvej fik arbejderne hos renholdningsselskabet næsten rutinemæssigt den ubehagelige oplevelse med at finde lig af de nyfødte.
22. juli 1902 og 5. december 1903 er der avisnotitser om det, i august 1904 var det nogle legende børn, der fandt en pakke med et lig af et nyfødt barn, marts 1905 og i september 1906 blev der fundet hele fire lig, muligvis fordi der havde været strejke blandt renovationsmedarbejderne, så mødrene kunne håbe, at det ville være svært at spore ligene tilbage til bestemte gader eller kvarterer – som man ellers af og til kunne gøre ved hjælp af kørebøger.
Men der var ikke kun tale om et københavnerfænomen.
I Store Magleby Kirkes kirkebog kan man i 1882 finde begravelsen af et udøbt pigebarn, der blev jordfæstet 18. december. I en kort note står der, at det er en datter af tjenestepige Inge Olsdatter af Store Magleby. Herefter konstateres det:
»Barnet blev kvalt af moderen.«
Hendes skæbne har det ikke været mulig at spore, men hun er blot en blandt mange.
Rigsarkivet skriver på en side om barnedrab, at 240 kvinder blev dømt for barnemord mellem 1886 og 1920.
Og så var der alle dem, der aldrig blev opklaret.
Ukendte begravelser
På landet og i provinsen blev ligene ofte smidt i mergelgrave, på marker eller andre steder, hvor de kunne ligge skjult.
Storbyen gav endnu større mulighed for anonymitet. Blev ligene kastet i lokumstønden, var der en god mulighed for, at moderen kunne fortsætte som før – hvis hun ellers kunne leve med sin dåd. For det var sjældent den rene ondskab eller afstumpethed, der førte til handlingen. Men dyb desperation, der ikke nødvendigvis blev overskygget af moderkærligheden.
Og nogle gange endte resultatet af den desperate handling så på en mark på det sydligste Amager, derude, hvor man dyrkede de grøntsager, som sikrede byens overlevelse.
Det har ikke været muligt at finde oplysninger om mødrene til de to døde børn fra Store Maglebys marker. Sandsynligvis er de aldrig blevet fundet.
Det ene barn, drengen, der blev fundet hos gårdejer Jørgensen, blev begravet på Store Magleby Kirkegård den 18. marts 1899. Han hviler i samme jord som det nyfødte pigebarn, der den 31. maj 1886 blev begravet, udøbt og ukendt, en uge efter at hun blev fundet død på Store Magleby Fælled.
Skam og dødsstraf
Halvdelen af alle drabssager i 1700-tallet handlede ifølge en historieblog hos Aarhus Universitet om drab på nyfødte, og dengang var straffen brutal. Fødte man i hemmelighed, eller dræbte man sit nyfødte barn, stod man til halshugning – såfremt man altså var ugift.
For der var et strengt aspekt af moral i det – ved at dræbe et barn født uden for ægteskabet, brød man to af de ti bud; du må ikke bedrive hor, og du må ikke slå ihjel.
Barnefaderen kunne også blive straffet – men han var som regel ikke at finde, eller kunne i hvert fald let lyve sig fra faderskabet i en tid før blod- og dna-analyser. Fra samfundets side var man dog opmærksomme på de sociale aspekter i barnedrabene, og i 1750 åbnede man forløberen for fødselsstiftelsen i København, hvor fattige og ugifte kvinder kunne føde anonymt – mod at bortgive barnet.
Men man gav ikke slip på det moralske aspekt.
Struensee, lægen, der forsøgte sig som reformator i Danmark, mens han plejede den affære med dronning Caroline Mathilde, der skulle styrte ham i afgrunden, lavede i 1771 en ordning, hvor man anonymt kunne aflevere nyfødte børn i en »fødselskasse.«
Ugeskrift for læger citerer en anonym skribent i tiden for at sige, at målet var at forebygge »saavel Mord paa de spæde Børn, som deres henkasten i Gaderne,« og det virkede tilsyneladende.
Men i oprydningen efter Struensees henrettelse blev kassen fjernet, ifølge Ugeskriftets kilde fordi den »saa skammelig bliver misbrugt, at Liderlighed og Frækhed derved tiltager (når folk) saa let kan blive deres Børn quit, der fødes i Utugt«.
Dødsstraffen for mødres drab på nyfødte forsvandt med straffeloven i 1866, men der var stadig risiko for årelange domme – og evig skam. Lovens egentlige bestemmelser om både barnedrab og fødsler i dølgsmål handlede ifølge Rigsarkivet kun om børn født uden for ægteskabet. Blev man taget i forbrydelserne, ventede straffen.
De uhyggelige og ulykkelige barnedrab fortsatte altså overraskende længe, men blev heldigvis sjældnere efterhånden som kendskab til prævention blev mere udbredt og senere med indførelse af fri abort.
Læs mere om de uønskede børn i næste uge
Kilder: Aftenposten, Berlingske, Social-demokraten m.fl. via mediastream, lumen.au.dk, sa.dk, lex.dk, Ugeskrift for Læger
