Når man går tur i Dragør eller Store Magleby, er historien synlig overalt. I de stråtækte gårde, de smalle gader, på havnen og markerne. Der er hyggeligt i vore små byer.
Men historien er også andet end hygge.
Den er alt det, vi bygger på, og som vi kan forme vores fremtid på – holdninger, moral og tidens trinvise udviklinger. Og den er alt det, vi ikke må glemme, at vi kommer fra – om ikke andet så for at undgå, at vi gentager de dårlige dele og ikke lærer af de bedste.
Hen over sommeren bringer vi flere historiske artikler.
To af dem dykker ned i en anden side af livet på landet end den, der ofte beskrives lokalt. Den ene er fortællingen om, hvordan ugifte mødre befandt sig i så desperat en situation, at de skjulte deres graviditet og nogle gange valgte den mest forfærdelige udvej.
Når de havde dumpet deres spædbørn i storbyens lokummer, havnede de af og til på markerne i Store Magleby, hvor de menneskelige efterladenskaber fra København blev brugt som gødning på markerne.
På den ene side en smuk symbiose mellem by og land, mellem dem, der aftog varerne og dem, der producerede.
På den anden side er det en beskrivelse af et ulækkert og uhygiejnisk arbejde, som må have været opslidende både fysisk og mentalt. Ikke mindst, når der var utilsigtede rædsler som døde spædbørn i latrinen.
Den anden artikel fortæller om en tjenestepiges ungpigeforelskelse og det katastrofale udfald af kærligheden.
Den viser igen, hvordan mødet mellem virkelighed og tidens moral kunne være ødelæggende for en ung pige, der tydeligt havde følelser for det barn, hun havde født, og som hun ikke nænnede at skille sig af med.
Fortidens store katastrofer har mange gange båret udviklingen frem. Som når ildebrande førte til udflytning af gårde, eller når konger flyttede rundt på hele befolkningsgrupper.
Men de små tragedier kunne også føre til ændringer. De ulykkelige fødsler førte lige så stille til, at moralen ændrede sig, og stemplet for de uægte børn og deres ugifte mødre blev vasket bort.
Nogle gange kan man kigge ud på verden og tænke »har vi intet lært«. En del gange må svaret være et sukkende nej.
Men heldigvis kan man også nogle gange glæde sig over et ja til spørgsmålet. Og så kan man bruge det ja som ledetråd til, at man bevarer den positive udvikling – også i fremtiden.
Efter alle disse store ord skal vi ikke glemme, at historien også er stråtage og bondeidyl, smalle gader og hyggelige havne.
Det er vores fælles fortælling, vi går rundt i hver dag.
Jeg køber selvfølgelig stadig den lokale kål og de lokale kartofler, selv om jeg kender markernes fortid. Vi skal nyde, det vi har. Men vi må også gerne være bevidste om, hvorfor vi har det.
TP