Frederik Friis kigger fokuseret ind i spejlet, mens han sætter de sidste glimtende sten på kindbenene. Læberne er allerede malet sorte. Og hvid, pink og sort makeup svinger sig om øjnene, som han giver det endelige touch med kæmpestore, falske øjenvipper, der limes på og derefter får lidt hårspray for at sidde helt rigtigt.
Han vender hovedet fra side til side, spidser læberne og er ved at være tilfreds. Han tager fat i den store pink paryk, bukker sig ned og stikker hovedet ned i den. Holder fast på den lige ved ørerne og kaster hovedet tilbage. Parykken sidder lige, hvor den skal. Nu er han hende. Adriana La Creme.
26-årige Frederik Friis har ikke lyst til at være en kvinde. Han føler sig sikker i sin krop. Sikker på sin identitet som homoseksuel mand, der bor sammen med kæresten Oliver.
Efter seks år på Islands Brygge rykkede parret for et halvt år siden til Dragør. Tæt på Frederiks pædagogjob i en fritidsklub på Vestamager og Olivers elektrikerjob i lufthavnen. Tæt på haven og en by, der minder lidt om Sæby, hvor Frederik er vokset op.
Så der er flueben ved det meste. Hus, have, gode jobs og stabilt parforhold. Havearbejde, samtalekøkken og tagrenovering. Shorts, t-shirts og sneakers i sommergarderoben. Det hele er meget hverdagsagtigt og genkendeligt på mange måder
Adriana La Creme – Frederik Friis' alter ego – er dog ikke almindelig. Hun kan ikke vente med at drysse glimmer og farver ud over Dragør. Hun er farverig og flamboyant. Hun har indtaget et helt rum i parcelhuset med tårnhøje stiletter i alle farver, høje parykker i lige så mange kulører – og kjoler, toppe og skørter i endnu flere. Og hun bor altid i Frederik.
»For mig handler det at være drag ikke om et ønske om at skifte køn. Det er en måde, jeg kan udtrykke min femininitet på, have et frirum på. Og så er jeg en professionel performer. At optræde som drag er en kunstform for mig. Samtidig er det også et politisk værktøj. Det handler om at kæmpe for, at jeg og alle andre skal have lov til at være her,« fortæller Frederik Friis.
København gav en ny start
Han lægger ikke skjul på, at det var svært at vokse op som homoseksuel, ung mand i Sæby. At komme ud af skabet over for familien var én ting. De accepterede ham, som han var. Men alligevel var det ikke uden nerver, at han som 14-årig måtte fortælle dem alle, at det ikke var sikkert, han ville finde en pige, få børn og blive gift, som de talte om som det mest naturlige i verden.
At blive accepteret i skolen og derefter på gymnasiet var noget andet. Og efter at været droppet ud tre gange fra en gymnasial uddannelse i det nordjyske, fordi han oplevede, at han ikke blev accepteret, flyttede han til København.
Her blev han en del af LGBT+-miljøet og var klar til at give den hele armen. Han havde altid været vild med at optræde, synge og stå på en scene. Men femininiteten havde han pakket væk. Han havde nok stempler at kæmpe med som adopteret fra Bolivia og homoseksuel.
»Men i København kunne jeg være usynlig, samtidig med at jeg mødte mange, der var meget åbne med deres kønsudtryk. Det var en mulighed for selvrealisering på ny. Og det betød, at jeg kunne gå i byen med en vild hårfarve og vild eyeliner. En dag røg der paryk og kjole på. Jeg fik gode venner og havde et trygt ståsted til at turde være mig selv. At gå hele vejen og optræde som drag blev en – undskyld mig – fuckfinger til alle dem i Sæby,« fortæller Frederik Friis.
Fra Ozzy til MGP – fra selvskade til kartoffelsalat
Efter at have eksperimenteret med sit udtryk i et stykke tid meldte han sig til et dragshow i Vega i oktober for otte år siden. Her optrådte han med et Madonna-nummer for første gang som det, der i dag har udviklet sig til Adriana La Creme.
En feminin karakter, han har skabt, bygget på og efterhånden kender rigtig godt. Nogle gange optræder han alene. Andre gange som en del af en trio, hvor han er på scenen med drag king Luke Ravens og drag queen Victoria Agina. Og det, der begyndte som en hobby, er nu blevet til et deltidsjob. Så han eller trioen bliver booket til alt fra drag-bingo til sankthans-underholdning og senest som optrædende til Copenhell, hvor de blandt andet optrådte med en Ozzy-tribute.
»Det er første gang i Copenhells historie, at der er drags på det officielle program. Men det passer simpelthen så godt sammen, og vi har drømt om at optræde der i flere år. Faktisk er vi bare dukket op som drags tre år i træk, og vi har mødt så meget positivitet og søde mennesker, og nu blev vi altså booket til faktisk at stå på scenen. Det var stort. Metalmiljøet bliver ofte stigmatiseret med vildt hår, badges og makeup, så på en eller anden måde passer vi som drag-artister perfekt ind og bliver omfavnet,« forklarer Frederik Friis.
Han minder også om, at dragshows ikke bare er kabaret og strudsefjer. Det kan tilpasses alle scener og alle publikummer. Så han kan gå all in på sort, lak og læder til Copenhell, være klædt som naturens fortabte midsommerdatter til sankthans og være en sød drag i børnehøjde, der synger Disney- og MGP-sange.
»Drag kan som alle andre kunstformer tilpasses alle. Både kostumer, kulisser og sange. Jeg har lavet numre om selvskade og angst. Men også om, hvor meget jeg elsker kartoffelsalat. Så at sammensætte shows, hvor noget er comedy, andet er impersonationer og lipsync, eller jeg kan synge live, er en måde for mig at komme ud med mine tanker. Når jeg skal sy og sammensætte mine kostumer, kan jeg bruge min kreative side. Og når jeg så tager det hele på og er Adriana La Creme, glemmer jeg bare hverdagens bekymringer og har det godt,« forklarer Frederik Friis.
Insisterer på pladsen til alle
Selv efter at han er flyttet til København, har han dog været ude for hadforbrydelser, er blevet forfulgt, spyttet på og kaldt skældsord. Men hvor han som teenager gik lidt i stykker, hver gang han oplevede sådan noget, har han meget mere at stå imod med i dag.
Så selv om en lillebitte frygt stod på skulderen af ham og pustede ham i øret, da han flyttede til en lille by som Dragør, vil han altid insistere på at få lov at være sig selv. Ikke fordi han ønsker at være Adriana hver dag. Faktisk er det en lige så stor lettelse at tage den tunge paryk, makeuppen og det varme kostume af hver gang, som det er sjovt at bruge tre til fem timer på at tage det hele på.
»Men jeg vil have lov til at gå ud som drag, når jeg har lyst. Jeg basser ikke ned, bare fordi jeg er flyttet til Dragør. Så jeg skal nok få spredt lidt glimmer og farver på et tidspunkt. Måske skal vi have gang i noget drag-bingo i Dragør. I hvert fald vil jeg altid insistere på, at der skal være plads til alle. Og når jeg går ud i offentligheden som drag, ser jeg det også som en håndsrækning til dem, der gør det hver dag og ikke bare tager det af. Jeg vil gerne vise min solidaritet – jeg er med jer,« lyder det fra Frederik Friis, der på den måde er tilbage ved en af sine hovedpointer om det at optræde som drag. Det er både en kunstform og et politisk værktøj.
Vigtig opgave som pædagog
Så Adriana La Creme vil blive ved med at fylde i parcelhuset i Dragør – med sin karakter og med alt sit udstyr. Frederik Friis har dog ikke tænkt sig at gøre hende til sin eneste levevej. Meget få kan leve af dragshows på den lange bane. Så lige nu er han bare taknemmelig for, at han bliver booket så ofte, at det giver plus i drag-regnskabet. For parykker, sko, kjoler, glitter og glimmer er ikke billigt.
Og så mener han også, at han har en vigtig rolle at spille som pædagog. Ikke mindst i den fritidsklub, hvor han arbejder lige nu og elsker at være.
»Jeg kunne godt have manglet en pædagog som mig selv, da jeg voksede op. Jeg kan virkelig godt lide at være noget for nogen, som pædagoger er. Og så synes jeg, at jeg – med den, jeg er – kan være med til at bryde nogle normer. Jeg kan omfavne de kunstneriske børn. Jeg kan skabe et rum for, at man må udtrykke sig og se ud, som man vil. Derfor tager jeg også drag med på arbejdet nogle gange. Laver makeupværksted og taler med børnene om den kønnede verden, vi lever i og snakker med børnene om, at ja, piger kan gå til fodbold, men drenge kan altså også gå til showdance uden at blive kaldt dansemus eller bøsse,« siger Frederik Friis.
Det skal italesættes
Han har også hørt om regnbuebænken i Dragør, som mange troede, der ikke var brug for, før den pludselig blev udsat for hærværk fire gange i træk.
»Vi går altid og tror, at uh, vi er så frie og langt fremme i Danmark, hvor vi tillader ægteskab mellem homoseksuelle. Men stereotyperne lever. Hadforbrydelser findes. Meget mere, end de fleste regner med. Hvis vi ikke får det italesat, bliver mønstrene ved med at gentage sig. Men jeg gider ikke være sådan en, der bliver vred, hvis jeg bliver kaldt et skældsord. Jeg vil hellere forklare, hvorfor det gør mig ked af det og få en dialog om, hvordan vi kan få reel ligestilling,« forklarer Frederik Friis.
Nu mangler han bare at iføre sig det tunge, men flotte, farverige kostume. Så er Adriana La Creme helt klar til at optræde. Og når Adriana kommer hjem senere i aften, vil hun være træt. Have ondt i fødderne af stiletterne, i maven af korsettet og i hovedet af parykken.
Men Frederik vil alligevel være glad, når det hele er taget af og stuvet ind i drag-rummet, og han putter sig ned under sin almindelige dyne i sin almindelige seng. Fordi han har stået op for også at være ualmindelig.
