I forrige uge var der kystvandringer og debatmøde på Dragør Skole. Der var fyldt til randen med 150 deltagere, blandt dem dyngevis af kommunalpolitikere, der ville høre om kystsikring. Endnu engang blev det bekræftet, at vand ligger højt på dagsordenen.
Lidt mere beskedent var det i Store Magleby i sidste uge. Her inviterede Sund & Bælt på omvendt byvandring for at hente inspiration til, hvordan man mest skånsomt kan trække et dige igennem eller i nærheden af landsbyen. Omkring 20 mødte op, en enkelt var kommunalpolitiker. Der er selvfølgelig en væsensforskel på projekterne. Kystdiget skal beskytte knap halvdelen af borgerne. Lufthavnsdiget skal alene beskytte lufthavnen mod oversvømmelser, men vil give årelange byggerier i en ikke fastlagt stribe langs lufthavnshegnet.
At man ikke kan nøjes med kystdiget, skyldes at lufthavnens maskiner og asfalt skal sikres mod en 10.000-årshændelse. Mennesker og miljøer langs kysten kan nøjes med at være sikret mod oversvømmelse af en kaliber, der forventes at ramme en gang i hvert århundrede.
Som sådan står hollænderbyen og skipperbyen med den samme udfordring; en udefrakommende faktor, på samme tid totalt dominerende trussel og en nøgle til vækst og velstand, der evigt udfordrer det eksisterende.
I Dragør er det Øresund, der kun er en storm borte fra at krybe helt ind i stuerne, men som samtidig er kilde til hele byens eksistens. I Store Magleby er det lufthavnen, der på den ene side har ædt sig ind på gartnerierne og erstattet lærkesang med motorbrøl. Men som på den anden side har været med til at sikre, at landsbyen stadig er netop det – en samling gårde og lave huse med gadekær og landsbykirke, fritrevet fra storbyens industrikvarterer på den anden side af lufthavnstunnellen.
At lufthavnen også sikrer arbejdspladser, lige som Dragørs Havn gjorde det i sejlskibenes tid, er kun en del af fuldstændigheden. En anden del hører til i den mørkere side af historien. For begge havne har sin pris. Havet har røvet liv fra Dragørskippere gennem århundreder, indtil byens havn blev umoderne og skibenes fravær gjorde den ellers så velhavende by fattigere. Og lufthavnen og dens ædegilde i maglebymulden har nok bevaret byen, men kostet dyrt på selvforståelsen i det, der tidligere var Amagers absolutte midtpunkt.
I Dragør viste borgermødet, at der efterhånden er skabt en forståelse for, at det er alvor. De fleste kritiske røster gik ikke på, om der var behov for et dige, men om man kunne bygge det hurtigt og sikkert nok.
I Store Magleby – hvor jeg selv bor – var situationen lidt anderledes. Selv om flere kunne se fornuften i at beskytte lufthavnen, ved vi, at det lokalt vil give bøvl uden de store fordele.
Vi tilflyttere er nok mest optaget af, hvad der sker her og nu – får vi mere tung trafik, får vi byggestøj, mister vi udsigt over markerne og den slags. Blandt repræsentanter for de gamle gartner- og landbrugsfamilier bankede hjertet hårdt for de lange stræk, både bagud og fremad. Lufthavnen har taget rigeligt undervejs.
Der skal trædes varsomt, hvis ikke både tudser og mennesker skal trampes under fode, når lufthavnen skal beskyttes. Sund & Bælts idé med borgerdialog og omvendte byvandringer er et skridt på vejen. Det næste kan være at skelne til tilgangen langs kysten, hvor der – i hvert fald i projektudkastene – er lagt store kræfter for at kombinere det nødvendige med det rekreative.
For selv om lufthavnsdige og kystsikring har mange forskelle, har de også et væsentligt lighedspunkt; i sidste ende handler det også om mennesker.
TP