Debat

Dragør Kommune skal kystsikres – og vi skal i gang nu!

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Dragør Kommune skal kystsikres – og vi skal i gang nu!

Som folketingskandidat for Venstre i Dragør vil jeg arbejde for, at staten tager det ansvar, som en lille kommune som Dragør ikke kan løfte alene.

Løsning klar – men tiden går

Dragør Kommune har allerede udarbejdet et gennemarbejdet projekt for kystsikring langs hele kysten fra Dragør Nord til Sydvestpynten.

Projektet kombinerer høj sikkerhed med hensyn til natur, adgang og rekreative værdier og er løbende tilpasset i dialog med grundejerforeninger, faglige eksperter og myndigheder.

Løsningen er dimensioneret til at håndtere en 100-årshændelse frem mod 2075 og kan løbende forstærkes i takt med stigende vandstand.

Alligevel står Dragør stadig uden de nødvendige politiske beslutninger og finansiering, mens stormfloderne bliver hyppigere, og havet rykker tættere på byen.

Staten har prioriteret

Transportministerens seneste svar gør det klart, at staten aktuelt prioriterer beskyttelsen af kritisk infrastruktur og ikke arbejder videre med en samlet ydre løsning på meget højt sikringsniveau.

Det er en reel politisk prioritering – og netop derfor er der behov for, at Christiansborg nu tager stilling til, hvordan små kommuner som Dragør skal beskyttes inden for rammerne af et ansvarligt sikringsniveau.

Den statslige forundersøgelse har vist, at en samlet ydre løsning med meget højt sikringsniveau kan koste omkring 2,6 milliarder kroner. Det er imidlertid vigtigt at slå fast, at Dragør ikke ønsker en 10.000-årssikring.

Vores politiske mål er en robust løsning svarende til en 100-årshændelse i 2075. En sådan løsning er anslået til cirka 1,5 milliarder kroner – hvilket fortsat er en stor og urealistisk økonomisk byrde for en lille kommune og borgerne, hvis vi er alene om finansieringen.

Naturen som aktiv

Dragør Kommunalbestyrelse har peget på behovet for en samlet løsning, der beskytter både byen og den kritiske infrastruktur i hovedstadsområdet. En ren indre løsning med markant forhøjede diger vil i praksis berøre – og enkelte steder ligge inden for – Natura 2000-områder omkring Sydamager og Øresund. Det kan give betydelige juridiske og miljømæssige udfordringer.

En fremskudt, ydre løsning kan derimod – hvis den planlægges rigtigt – kombinere kystsikring med naturgenopretning. Nye lavvandede områder, stenrev og strandenge kan styrke biodiversiteten og gøre løsningen mere robust i forhold til både klima og Natura 2000-reglerne.

Det handler ikke kun om beskyttelse, men om at skabe en bedre og mere fremtidssikret kyst. Hertil kommer de store rekreative fordele, denne løsning også kan tilbyde.

Tre klare krav

Jeg vil som folketingskandidat i Tårnbykredsen (som også omfatter Dragør Kommune) arbejde for:

  1. En national finansieringsmodel for kystsikring, så små kommuner ikke efterlades alene med høje milliardregninger.
  2. En større statslig medfinansiering til udsatte kystkommuner som Dragør.
  3. En samlet løsning for hovedstadsområdet, hvor Dragørs eksisterende kystsikringsprojekt og lokale viden bringes aktivt i spil.

Dragør skal være et trygt sted at bo – også for de næste generationer.

Med venlig hilsen
Malene Sandfeld

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER