Når der skal findes så mange penge i skolernes budgetter, er man nødt til at spare bredt.
For eksempel bliver skoleballet på Nordstrandskolen afskaffet. Det er en aften, som mange børn har glædet sig til i månedsvis, og som for nogle bliver et af de minder fra skoletiden, de tager med sig videre i livet. Andre steder vil besparelserne ramme aktiviteter, materialer, støttefunktioner og det pædagogiske arbejde. Det er alt det, der gør en skole til mere end blot et sted, hvor børn opbevares mellem klokken 8 og 15.
Fanget i et lukke kredsløb
Besparelserne skyldes ikke, at skolerne har fået færre opgaver eller færre børn, eller at de har brugt for mange penge. Tværtimod.
De skyldes især den økonomiske Dragør-model, hvor skolerne er fanget i et lukket økonomisk kredsløb med specialområdet. Eftersom der er flere nye elever, der skal have et specialtilbud efter sommerferien, skal skolerne finde en tilsvarende besparelse.
Men Dragør-modellen fungerer ikke i praksis. Er der noget, der er vigtigt for en skole, er det at have forudsigelige budgetter. En veldrevet skole handler i høj grad om planlægning og en forudsigelig økonomi, og det er meget svært at planlægge, når skolerne skal betale andres regninger.
En fattigere folkeskole
Hver gang der spares, bliver folkeskolen lidt fattigere. Ikke på de lovbundne opgaver og på timetal og fag, men på oplevelser, fællesskab, trivsel og nærvær. Det er de ting, der forsvinder først, men det er også de ting, der gør en afgørende forskel i børnenes hverdag. Det gælder ikke mindst for de elever, der mistrives.
Samtidig sender vi et bekymrende signal til lærere, pædagoger og øvrige medarbejdere. Hvem har lyst til at arbejde et sted, hvor man kan se, at der er børn, man ikke kan hjælpe i samme omfang som sidste år? Hvor uforudsigeligheden er så stor? Og hvor man konstant skal løbe hurtigere for at levere den samme kvalitet?
Vi risikerer at skræmme dygtige medarbejdere væk og gøre det sværere at tiltrække nye. Vi risikerer en discountskole.
Hunden fodres med egen hale
I sidste ende vil besparelserne gå ud over børnene. Derfor er det på tide at gøre op med Dragør-modellen. I stedet for automatisk at lede efter nye besparelser bør vi spørge, hvad vores skoler faktisk har brug for. Hvilke ressourcer kræver det at skabe en folkeskole med høj faglighed, stærke fællesskaber og attraktive arbejdspladser?
Vi kan ikke blive ved med at fodre hunden med sin egen hale. På et tidspunkt er der ikke mere tilbage.
Hvis vi ønsker stærke folkeskoler i fremtiden, skal vi investere i dem – ikke afvikle dem lidt efter lidt for hvert budgetår.
Med venlig hilsen
Peter Læssøe m.fl.