Debat

Ekstra direktør i Dragør Kommune

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Ekstra direktør i Dragør Kommune

I Dragør Nyt nr. 43 den 22. oktober fortæller Henrik Kjærsvold-Niclasen på side 4 blandt andet, at noget ikke er godt nok (med hensyn til Enggården), men at der allerede er ansat en ekstra direktør.

Ja, men det er jo ikke en ekstra direktør, der er behov for. Direktører, chefer, ledere og konsulenter har vi jo et utal af. Det, der mangler, er flere medarbejdere på Enggården. Men hvis den ekstra direktør vil køre til Enggården om aftenen og hjælpe beboerne på toilet og i seng, så er det måske en god, men lidt dyr idé.

Personalet på Enggården arbejder benhårdt og under et urimeligt arbejdspres. Tid til omsorg og en lille snak er der ikke meget af, og det er ikke personalets skyld.

Kommunen opkræver hver måned et beløb (ret højt i forhold til andre plejehjem) for ophold under betryggende forhold. Disse forhold findes desværre ikke i øjeblikket, men alligevel opkræver kommunen fuld betaling fra omkring 100 ældre, syge og svage borgere hver måned.

Man kræver altså betaling for en »vare«, man ikke kan levere. Indtil forholdene er bragt i orden, bør kommunen reducere det månedlige beløb. Alt andet er uanstændigt!

Jeg synes, at Henrik Kjærsvold-Niclasen skulle tage Nicolaj Bertel Riber i hånden og besøge Enggården, hvis I har mod på det. Så kan I ved selvsyn danne jer et billede af de faktiske forhold.

Stor ros til personalet på Enggården, men med hensyn til det politiske udvalg, som er skyld i flere skandaløse forhold, bliver det tommelfingeren nedad.

Nogle udvalgsmedlemmer burde måske allerede nu forlade deres poster, da det er klart for næsten enhver, at ikke alle har magtet deres opgave.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER