I sidste nummer af Dragør Nyt beklager borgmester Kenneth Gøtterup sig over, at jeg påstår, at borgmesteren »egenhændigt ultimo 2024 besluttede, at man skulle have tilslutning fra minimum 65% af kunderne«. Borgmesteren argumenterer endvidere med, at hvis man ikke havde fastsat dette tilslutningskrav, så var vi endt med en Odsherred-sag i Dragør.
Lad mig slå fast med det samme – Dragør Fjernvarme var ikke i samme situation som Odsherred og ville aldrig komme det. Alene af den grund at Tårnby Forsyning, Dragør Fjernvarme, CTR med flere ikke havde afholdt meget store investeringer; alt var på kampagne- og projekteringsstadiet og kunne stoppes, hvis og når man fandt ud af, at Dragørs borgere ikke ønskede fjernvarme i tilstrækkelig grad. Så borgmesterens drama omkring dette forhold er helt forfejlet og misforstået.
På kommunalbestyrelsesmødet lige før sommerferien – den 26. juni 2025 – siger borgmesteren følgende: »på det tidspunkt, at (fjernvarme-)selskabet er stiftet, så overtager bestyrelsen det fulde ledelsesansvar for udrulning af fjernvarme og dermed er kommunalbestyrelsen sådan set ikke beslutningstager på noget.«
Selskabet – Dragør Fjernvarme – blev stiftet i 2023. Det er interessant, at borgmesteren har denne holdning, når han i november og december 2024 tager en række initiativer på selskabets vegne.
Fredag den 22. november 2024 sender borgmesteren en invitation til møde mandag morgen den 25. november til Dragør Kommunes medlemmer af Dragør Fjernvarmes bestyrelse – Helle Barth (V) – Ole Hansen (A) og undertegnede. På mødet mandag den 25. november klokken 8–9 informerer borgmesteren Helle Barth, Ole Hansen og undertegnede om, hvad han har tænkt sig – herunder, at han mener, at 65 procent af varmebehovet i Dragør Kommune skal forpligte sig – ellers går vi ikke videre med projektet. Allerede en time senere sender borgmesteren en lang mail til borgmester Allan Andersen, Tårnby Kommune, og til Einer Lyduch – formand for Tårnby Forsyning og for Dragør Forsyning – med henblik på at få et møde i stand, hvor borgmesterens idé kan drøftes.
Dernæst holder borgmesteren møde med CTR mandag den 2. december 2025, hvor borgmesterens egenhændige idé om, at 65 procent af varmebehovet i Dragør skal forpligte sig – ellers går vi ikke videre.
Fire dage senere – fredag den 6. december – svarer forperson for CTR (Klima- og Miljøborgmester i Københavns Kommune) Line Barfod:
»Jeg vil gerne opfordre til, at I overvejer hvad der skal til, for at I vil gå videre med fjernvarmeprojektet medio 2025. Jeg lytter mig til, at det kan blive endog meget svært at opnå 65 procent bindende tilmelding indenfor seks måneder.«
Sideløbende med CTR har også Tårnby Forsyning og Fjernvarmens Informationsfond meldt ud, at borgmesterens idé om at opnå 65 procent tilslutning på fire en halv måned var urealistisk. Og alligevel arbejder borgmesteren videre med sin idé om de 65 procent.
Den 19. december 2025 får borgmesteren den formelle politiske opbakning fra et flertal i kommunalbestyrelsen til, at 65 procent af kunderne skal have forpligtet sig til fjernvarme inden den 1. juni 2025. Liste T stemmer imod med følgende protokol:
»Liste T anser det for urealistisk, at Dragør Fjernvarme – inden den 1. juni 2025 – kan opnå tilslutning svarende til mindst 65 procent af varmebehovet i etape 1 og 2. Det er en umulig opgave, Dragør Kommune beder Dragør Fjernvarme om at gennemføre.«
Var det borgmesteren, der egenhændigt besluttede målsætningen på 65 procent?
Uanset hvilke signaler, borgmesteren modtog fra fagpersoner indenfor fjernvarmeudrulning, så lyttede han ikke. Og det er interessant, at borgmesteren reelt påtager sig en beslutning, som han mener ligger i fjernvarmeselskabet.
Borgmesteren stopper ikke op og lytter på noget tidspunkt. Var det borgmesteren, der egenhændigt besluttede målsætningen på 65 procent? Ja – i praksis var det.
Med venlig hilsen
Peter Læssøe
Kommunalbestyrelsesmedlem for liste T