Enggården, som tidligere blev betegnet som et omsorgscenter, har i dag mistet denne titulering. Måske er det udtryk for, at man har taget kvalitetskontrollen alvorligt – men borgerne i Dragør glemmer ikke så nemt. Enggården står desværre stadig over for store udfordringer.
Der er tale om et presset arbejdsmiljø, højt sygefravær og alt for mange vikarer, hvilket har ført til vedvarende budgetoverskridelser. Når plejebehovet hos beboerne stiger, uden at ressourcerne følger med, går det ud over både plejens kvalitet og kontinuiteten.
Tilsynsrapporter har peget på alvorlige mangler: utilstrækkelig journalisering af medicinændringer, manglende samtykke til medicinnedtrapning og endda hygiejneovertrædelser. Det er forhold, som ikke må ignoreres.
Jeg møder ofte pårørende, der fortæller om deres utilfredshed med forholdene på Enggården. Mange oplever, at deres kære ikke får den pleje, de fortjener – især fordi der er alt for mange skiftende vikarer, som ikke altid kender beboerne, sproget eller kulturen. For ældre og sårbare mennesker skaber det utryghed, når tryghed og kontinuitet forsvinder i hverdagen.
Dansk Folkeparti vil arbejde for, at Dragørs ældre ikke blot får en plejehjemsplads, men en værdig alderdom med omsorg, nærvær og tryghed. Der skal styr på økonomien, ledelsen og personaleforholdene – og vi skal have faste, dansktalende medarbejdere i stedet for massiv afhængighed af dyre og fremmede vikarer.
Jeg vil derfor arbejde for, at der nedsættes en ansvarlig bestyrelse eller styregruppe, hvor repræsentanter for beboere, pårørende og personale løbende følger op på forholdene på Enggården. Når implementeringen af Muusmann-rapportens udviklingsplan er afsluttet, skal en sådan bestyrelse sikre, at resultaterne fastholdes og videreudvikles. Der bør hvert år sættes nye kvalitetsmål, så Enggården aldrig igen bliver glemt.
Målet er, at Enggården bliver et attraktivt sted med høj kvalitet – for både vores ældre og de medarbejdere, der hver dag gør en forskel.
De ældre i Dragør fortjener bedre. Det bør være en af kommunens allerhøjeste prioriteringer.
Med venlig hilsen
Jørgen Honoré
Dansk Folkeparti, Dragør