I fire år er der ikke sket reelle forbedringer på ældreområdet i Dragør. Og i fire år har regeringen talt varmt om flere sosu’er – men der er ikke kommet flere.
Ja, servicerammen er hævet med 15 procent, men udgifterne til Enggården er kun steget ti procent. Regnskaberne viser det sort på hvidt. Samtidig mangler der fast personale, og vi slider på de medarbejdere, der stadig står i front. Det er hverken rimeligt for de ældre, personalet eller lederne.
Kommunalbestyrelsen har ovenikøbet sparet 50 millioner kroner op i kommunekassen – svarende til 34 sosu’er om året. Det kaldes ansvarlighed. Jeg kalder det afvikling af velfærd til fordel for kassebeholdningen.
Men flere penge alene løser ikke problemet. Vi kan købe flere dyre vikarer, men ikke flere faste hænder. Derfor foreslår jeg, at Enggården konverteres til en selvejende institution med egen bestyrelse og en driftsoverenskomst med Dragør Kommune.
Så kan vi tilbyde løn og vilkår over markedsniveau og tiltrække de bedste medarbejdere. Samtidig skal kommunen sikre boliger til plejepersonalet, så de kan bo og arbejde i Dragør.
Det er tid til at tænke Dragør først. Vi skal væk fra tung kommunal styring og hen mod frihed, ansvar og kvalitet.
Vores ældre fortjener ikke flere undskyldninger. De fortjener handling – og et plejehjem, Enggården, der sætter standarden for hele Amager.
Et ordentligt samarbejde for fremtiden.
Dette står jeg for. Dette står Liberal Alliance for.
