Der spekuleres og forklares om de mange fordele med at opvarme Dragør via fjernvarme. Slut med naturgas, gang i grøn og sikker varme.
I forbindelse med etagehuse og måske også i parcelhuskvarterer er det sikkert en udmærket løsning på fremtidens opvarmning. Lange, lige stræk af transmissionsrør og stikledninger, overskueligt og rationelt.
Anderledes betænkelig forekommer planen om at tilbyde fjernvarme i Dragørs gamle by. I de smalle, brolagte gader og stræder ligger allerede kloak-, vand- og gasledninger. Derfor melder spørgsmålet sig: Er der plads nok?
Transmissionsrørene har en diameter på 65 centimeter, hvis de skal være ordentligt isolerede mod varmetab, og de skal nedgraves i en meters dybde.
Jeg ser disse udgravninger for mig og bliver meget bekymret for den fine, gamle bys ve og vel. Et par huse eller flere vil nok slå revner, når der graves tæt på fundamenter og syldsten.
Har nogen regnet på, hvor mange meter udgravninger og hvor meget brolægning der skal optages og gensættes? Dertil de mængder af råjord, der skal opgraves og transporteres væk. Gennemtænkte beregninger af det praktiske anlægsarbejde samt en vurdering af det varmetab, der trods højisolerede rør vil forekomme, vil nok give anledning til at overveje, om fjernvarme er den rigtige løsning for Dragørs gamle by.
Det varer mange år, før der lukkes for den naturgas, som i dag forsyner mange af de gule huse, og mon ikke der i mellemtiden dukker helt nye og langt mere visionære muligheder op?
Når man ser, hvordan selv mindre anlægsarbejder alt for ofte bliver dyrere end antaget og medfører uheldige hovsa-løsninger, kan man blive bekymret.
Hastværk er lastværk. Måske også i forbindelse med fjernvarmeplanerne.
Med venlig hilsen
Lone van Deurs