Debat

Er Dragør tjent med en borgmester på deltid?

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Er Dragør tjent med en borgmester på deltid?

Jeg har stor respekt for det ansvar, der følger med at være borgmester. Det er et krævende hverv, som kalder på både nærvær, lederskab og ikke mindst tid. Som regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden ved jeg, hvor mange timer og hvor meget forberedelse der ligger bag et folkevalgt arbejde – i mit eget tilfælde bruger jeg mellem 20 og 25 timer om ugen.

Derfor undrer det mig, at jeg i AmagerLIV kunne læse, at Dragørs nuværende borgmester, Kennet Gøtterup, også stiller op som regionsrådskandidat for De Konservative. Det rejser efter min mening et naturligt spørgsmål: Kan man reelt varetage begge hverv – som borgmester og som aktiv regionspolitiker – uden at det går ud over nogen af delene?

Min egen erfaring siger nej. Arbejdet i regionsrådet er langt fra et »hyggejob«. Vi har som regionspolitikere ansvar for omkring 43.000 medarbejdere og nogle af landets vigtigste velfærdsområder.

Jeg er selv udpeget til seks forskellige udvalg, der kræver omfattende forberedelse såsom at læse dagsordner, deltage i gruppemøder samt kørsel mellem Tårnby og Hillerød. Læg hertil virksomhedsbesøg og månedlige regionsrådsmøder. Vi har knoklet i fire år og kan begynde at høste frugterne af vores arbejde: større medarbejdertrivsel, lettere rekruttering og medarbejdere, der i højere grad forbliver i deres stillinger. Vi har herudover kæmpet for at skabe lægedækning i hele regionen, genoprettet en forsvarlig ambulancedrift, kæmpet for kvaliteten på vores fødeafdelinger samt sikret et tilfredsstillende arbejdsmiljø for vores jordemødre. Vi har skabt en mere sikker psykiatri og lavet tiltag for de allermest ressourcesvage i vores region. Og jeg kunne blive ved.

Det er ikke kommet af sig selv – det er resultater, vi har skabt på baggrund af mange timers hårdt arbejde de seneste fire år.

Det er med andre ord et stort og krævende ansvar at varetage borgernes interesser i regionen – og med den kommende sundhedsreform bliver det kun større.

Jeg har aldrig hørt andet end, at Kennet Gøtterup er en flittig og arbejdsom borgmester, som lægger mange timer i Dragør. Netop derfor undrer det mig, at han nu søger endnu et stort politisk mandat. For uanset hvor dygtig man er, kan tiden kun bruges én gang. Og borgmesterposten i Dragør fortjener fuld opmærksomhed.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER