Debat

Er fjernvarmen overhovedet grøn?

K
Indlæg af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Er fjernvarmen overhovedet grøn?

Mange spørgsmål trænger sig på, når man skal tage stilling til, om man vil melde sig til fjernvarme i Dragør inden den 1. juni.

Både Tårnby Forsyning og Dragør Kommune svarer løbende på mange spørgsmål – og her i Dragør Nyt vil vi også gerne besvare læsernes spørgsmål.

Send os dit spørgsmål på fjernvarme@dragoer-nyt.dk, så vil vi gøre vort bedste for at finde den rette ekspert til at besvare det – og bringe svaret her i avisen, så andre også kan blive klogere.

Vi kan ikke love at kunne få svare på alt, men vi vil bestræbe os på at finde svar på det meste – særligt det, der også kan gavne andre i samme situation.

Er fjernvarme overhovedet en grøn løsning?

Spørgsmål: Fjernvarme bliver altid præsenteret som et grønnere alternativ end naturgas og olie, men er den overhovedet grøn?

Det korte svar er ja.

Ifølge Dansk Fjernvarme kan en gennemsnitlig husstand mindske sin udledning med fire tons CO₂ årligt ved at skifte til fjernvarme. Lige nu kommer 61 procent af den energi, man får gennem fjernvarme på landsplan, fra vedvarende energi som solcelleanlæg og vindmøller. Og der er lagt en plan, som betyder, at i 2030 skal fjernvarme være 100 procent grøn.

Læser man i Tårnby Forsynings fjernvarmedeklaration, kan man få et overblik over, hvor den energi, som vil komme ud i fjernvarmerørene i Dragør, vil komme fra. Fjernvarmen herfra kommer fra CTR (Centralkommunernes Transmissionselskab), som har forpligtet sig til at arbejde henimod CO₂-neutral fjernvarme allerede i år.

Det gør man blandt andet ved at få energi fra store varmepumper, geotermi og grøn elektricitet.

Status netop nu er, at 87 procent af den fjernvarme, man får gennem Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarme, er grøn. Det vil sige, at den kommer fra vedvarende energi og udleder mindre CO₂ end en luft til vand-varmepumpe. Det er sådan, grøn energi kategoriseres ifølge Energistyrelsens grænseværdier.

Størstedelen af den fjernvarme, Tårnby Forsyning leverer, kommer faktisk fra træpiller og flis, som også kaldes biomasse. Når træ bruges som brændsel, anses det for grønt, fordi træpiller og flis er restprodukter fra savværker eller skovbrug. Der er altså ikke tale om, at man fælder træer for at brænde dem af til varme. Man fælder træerne til møbler eller tømmer, så ved at benytte træ-resterne til biomasse, udnytter man ressourcer, der ellers går til spilde. En del af idéen bag biomasse er dog også, at skovdriften skal forvaltes bæredygtigt, og at der genplantes træer.

Grunden til, at det er realistisk, at al fjernvarme i Danmark om fem år kan være 100 procent grøn, er, at fjernvarmesystemet er sådan indrettet, at man til alle tider vil kunne vælge den mest grønne energi.

Så netop nu arbejdes der blandt andet på højtryk for, at man bliver endnu bedre til at udnytte og lagre solvarme og at bruge mere genbrugsvarme fra industrien.

Det forklarer Kim Behnke, udviklingschef i brancheforeningen Dansk Fjernvarme, til Bolius.dk.

»Generelt er der mange muligheder for at lave fjernvarme med sol, overskudsvarme, varmepumper, geotermi, halmværker og biomasse. Der vil også i fremtiden blive anvendt forskellige teknologier, alt efter hvor i landet varmen bliver produceret,« siger han.

Henrik Bisp, der beskæftiger sig med energiformer i private boliger som fagekspert i Videncentret Bolius, forklarer i øvrigt i samme artikel, at hvor grøn fjernvarmen kan blive – og hvor hurtigt det kan ske – i øvrigt også afhænger af, hvor mange der tilmelder sig fjernvarmen.

»Fjernvarmeselskaberne er ikke styret af at skulle lave så stort overskud som muligt. Faktisk må de slet ikke tjene penge, men i stedet bruger de pengene fra fjernvarmen til at geninvestere i fjernvarmenettet og derved også at gøre det så grønt som muligt. Det er altså alle fjernvarmebrugerne, der sørger for, at fjernvarmesystemet kører rundt. Hvis vi en efter en forlader det, så bliver det langt sværere at gøre det 100 procent grønt,« lyder det fra Henrik Bisp.

Brændselsfordeling

87 procent af den fjernvarme, Tårnby Forsyning leverer, kommer ifølge deres fjernvarmedeklaration fra vedvarende energi og er dermed grøn. Sådan ser brændselsfordelingen ud:

0,9 procent gasolie
4,3 procent naturgas
33,4 procent træpiller
31,9 procent flis
0,2 procent biogas
7,5 procent fossilt affald
15,3 procent bioaffald
6,5 procent el

Kilde: Tårnby Forsynings fjernvarmedeklaration 2023, https://taarnbyforsyning.dk/fjernvarme/fjernvarmedeklaration-2023

Vidste du …

… at fjernvarmevand bogstaveligt talt også kan være grønt? I så tilfælde skyldes det, at man tilsætter et grønt farvestof. Stoffet er helt ufarligt, men en del fjernvarmeselskaber gør det for at kunne opdage, hvis der er utætheder i fjernvarmeanlægget eller brud på fjernvarmenettet. Nogle fjernvarmeselskaber tilsætter det grønne stof i testperioder, mens andre gør det permanent.

Så hvis man har fjernvarme, og der pludselig kommer grønt vand ud gennem hanen, er det ikke farligt, men blot en tydelig besked om, at man skal ringe til en vvs’er, der skal komme og kigge på ens fjernvarmeanlæg.

Kilde: www.bolius.dk

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER