Butikker, der lukker én efter én. Tomme lokaler og døde bymidter. Det er en udvikling, vi har set i mange provinsbyer gennem en del år. Heldigvis er det ikke billedet i Dragør. Her er der stadig liv i butikkerne og aktivitet i byens handelsområder.
Men det er absolut ikke noget, vi kan tage for givet.
For selv i en by som Dragør, hvor næsten alle butikslokaler er udlejet, er der tegn på, at en væsentlig del af forbruget lægges uden for kommunegrænsen. Særligt når det gælder tøj, udvalgsvarer og serviceydelser, vælger mange at handle andre steder – på internettet, i de store shoppingcentre eller inde i København.
Det er en udvikling, vi er nødt til at tage alvorligt.
For konsekvenserne er veldokumenterede: Når det lokale erhvervsliv svækkes, mister byen ikke kun butikker. Den mister også liv, mødesteder og identitet. Forfaldne bygninger og tomme lokaler kan hurtigt ændre en bys udtryk – og i sidste ende påvirker det også boligpriserne. I en kommune som Dragør, hvor en meget stor del af borgerne bor i ejerboliger, er det ikke en ligegyldig detalje.
Et stærkt erhvervsliv er med andre ord ikke kun vigtigt for den enkelte butiksejer – det er vigtigt for hele byen.
Der er heldigvis også lyspunkter. Restaurationslivet i Dragør er en succeshistorie. Her tiltrækkes langt flere gæster, end byens størrelse egentlig bør give. Det skyldes ikke mindst oplevelsen: den gamle skipperby, de smukke gule huse, den hyggelige havn og den særlige stemning, som både lokale og besøgende søger. Og det er netop her, en del af svaret ligger.
Dragør kan ikke konkurrere med de store centre på volumen. Men byen kan noget andet: kvalitet, autenticitet og oplevelser. Det er den vej, det lokale erhvervsliv må gå – og i flere tilfælde allerede går.
Derfor vil vi opfordre det lokale erhvervsliv til at blive ved med at gøre jer interessante. Skab oplevelser. Lav arrangementer. Giv både borgere og besøgende en grund til at blive i Dragør – og til at vende tilbage.
Men ansvaret ligger hos os alle. For det lokale erhvervsliv er vigtigt for alle borgere i kommunen – og ikke mindst for dig, der læser Dragør Nyt. For uden et stærkt erhvervsliv, der annoncerer i avisen, vil der ikke være en avis. Derfor vil vi på Dragør Nyt opfordre alle til at bruge vores annoncører og støtte op om det lokale butiks- og erhvervsliv.
Hver gang, du vælger at handle lokalt, er du med til at holde liv i byen.
I en artikelserie, der begyder i denne avis og strækker sig over flere uger sætter vi fokus på netop dette: Hvordan sikrer vi et stærkt erhvervsliv i Dragør – nu og i fremtiden?
Det er et emne, der angår os alle.
TM