Som kredsformand for den lokale lærerforening, Amagerkredsen, DLF Kreds 13, ser jeg med stor bekymring på den nuværende udvikling i Dragørs skolevæsen.
Dragør er ellers kendt for sit stærke lokalsamfund, hvor man passer på hinanden og investerer i fremtiden. Men når det samlede skolevæsen i kommunen er underfinansieret, vil konsekvenserne blive meget tydelige og mærkbare for både medarbejdere og elever.
Der er ikke penge nok. Det samlede skolevæsen er underfinansieret.
Dragør Kommune brugte i 2024 tredjefærrest kroner per elev i Danmark. Det samme gjaldt i 2023, og i 2022 var Dragør Kommune den kommune i Danmark, der brugte færrest penge per elev (kilde: Kend din Kommune – Brug nøgletal i styringen 2024, 2025 og 2026).
Dragør-modellen betyder, at det samlede skolevæsens økonomi er en helhed, hvor de forskellige skoler og områder ganske rigtigt har deres egen økonomi, men hvor de enkelte områder også er indbyrdes forbundne kar. Så når et område overskrider sit budget, skal pengene findes på et andet område inden for Dragør-modellen. Og lige nu er det de tre folkeskoler, der skal holde for – igen.
Skolerne står lige nu og skal finde penge i deres budgetter til at dække øgede udgifter inden for andre dele af Dragør-modellen. Det er penge, der jo var en del af skolernes budget ved årets start – altså penge, som skolerne har planlagt med.
De penge skulle være brugt på tolærertimer, ressourcer i klasserne og styrkelse af deltagelsesmuligheder for alle. Med andre ord: penge, der skulle være med til at styrke den faglige vækst, inklusionen og en tidlig indsats.
For det er der, pengene skal tages fra. Der kan ikke spares på de lovbestemte fagtimer eller andre bundne udgifter. Dermed vil der være færre af disse ressourcer i det kommende skoleår, hvis der ikke på en eller anden måde bliver tilført midler til skoleområdet.
Er kommunens elever virkelig tjent med det? Er skolernes lærere det?
Det er de lærere, som hver dag er med til at sikre Dragør Kommunes gode ry, og som hver dag står i klasselokalerne og sikrer kommunens børn en undervisning, der ruster dem til at gå en fremtid i møde, hvor de kan stå på egne ben og sikre deres egen og vores fremtid.
I konstitueringsaftalen står der, at »Parterne anerkender, at Dragør har et stærkt skolevæsen, og at vi i dag står et bedre sted i forhold til børn med særlige behov end for fire år siden. Dragør-modellen fastholdes som bærende princip for at styrke inklusion, tidlig indsats og fælles ansvar på tværs af skolerne.«
Hvordan skal det kunne hænge sammen, når der ikke er tilført tilstrækkelige midler til det samlede skolevæsen? Hvordan kan man sikre en tidlig indsats, når omprioriteringer betyder, at der nu skal skæres i ressourcetimerne på de tre skoler, fordi der ikke er penge nok i det samlede skolevæsen til at dække øgede udgifter inden for eksempel det specialiserede område?
Bliver der færre ressourcer til en faglig styrkelse, specialundervisning og trivselstiltag, vil det betyde, at den enkelte lærer får sværere ved at lykkes med opgaven. Ikke fordi vedkommende mangler faglighed eller engagement, men fordi rammerne simpelthen ikke er tilstrækkelige.
Konsekvensen vil være, at det bliver sværere at få besat vakante stillinger med uddannede lærere.
For når arbejdsvilkårene forringes, bliver det sværere at tiltrække og fastholde uddannede og dygtige lærere. Dragør Kommune risikerer også, at de mest erfarne og engagerede kræfter søger derhen, hvor de kan udføre deres arbejde ordentligt, og hvor de føler, at deres indsats gør en reel forskel. Hvis Dragør ikke kan tilbyde det, risikerer kommunen at stå med et voksende tiltrækningsproblem – og det vil kun forværre situationen yderligere for eleverne.
Dragør Kommune ønsker jo at tiltrække nye børnefamilier – og for mange familier er kvaliteten af skolerne en af de vigtigste faktorer, når de vælger, hvor de vil bosætte sig. Kommunen risikerer at miste den tiltrækningskraft, der gør Dragør Kommune til et attraktivt sted at bo.
Hvordan hænger det sammen med den politiske målsætning om, at Dragør skal være en attraktiv arbejdsplads, hvor der skærpes fokus på fastholdelse og tilknytning? Lige nu skaber de økonomiske omprioriteringer i Dragør-modellen i hvert fald forhold, der ikke gør Dragørs skolevæsen til en attraktiv arbejdsplads.
Hvis Dragør Kommune ikke handler nu, vil kommunen om få år stå med en generation, der ikke har fået de muligheder, de fortjener – et skolevæsen, der har svært ved at tiltrække de lærere, der kan løfte opgaven – og en kommune, der mister sin appel til de familier, den så gerne vil byde velkommen.
Skolen er ikke bare et sted, hvor børn lærer at læse og regne. Det er også her, de udvikler sig som mennesker, lærer at samarbejde, tænke kritisk og tro på egne evner. Når omprioriteringer betyder, at de tre skoler har færre midler, skærer man i fremtiden – både for kommunens børn og for hele kommunens udvikling.
Et dårligt ry kommer hurtigt, men kan være meget længe om at blive vendt igen. Hvis først Dragør får et image som en kommune med et presset og underfinansieret skolevæsen, kan det tage år at genopbygge tilliden – både blandt de lærere, man ønsker at tiltrække, de forældre, hvis børn er elever på skolerne, og de potentielle tilflyttere, der skal være med til at udvikle Dragørs fremtid.
Konstitueringsaftalen fra 2025 mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet fremhævede netop kvalitet i kernevelfærden og tiltrækning af nye borgere som centrale mål. Hvis kommunen virkelig mener det alvorligt, må man også sikre, at vores skoler og lærere har de nødvendige ressourcer til at levere fagligt stærk undervisning og trivsel på højeste niveau. Ellers risikerer kommunen, at aftalens løfter er tomme ord.
Derfor er min opfordring til politikerne i Dragør klar: Prioritér det samlede skolevæsen højere, både nu og i de kommende budgetforhandlinger. Kommunen skal investere i skolevæsenet, så alle dele af Dragør-modellen har de økonomiske rammer til at gøre deres arbejde på en god og tilfredsstillende måde. Det er nødvendigt – både for lærerne og eleverne.
Det er ikke en udgift – det er en investering i kommunens børn, kommunens fremtid og lokalsamfundet.
Med venlig hilsen
Christine Olsen