Det er med sorg, at jeg i sidste uge modtog meddelelsen om, at lederen af Radikale Venstre i Dragør, Else Lykke Madsen, pludselig er gået bort.
Jeg har gennem mit politiske arbejde kendt Else i mange år og haft mange gode møder med hende. Et møde med Else handlede altid om, hvad der er godt for Dragør, og om samarbejdet på tværs af partier. Else satte altid ordentlighed, respekt og ansvarlighed før alt andet.
Else gav aldrig op og holdt altid et højt tempo i det politiske arbejde. I starten af denne valgperiode havde Else og jeg flere samtaler om opstilling til valget i november 2025 og vigtigheden af, at Radikale Venstre var en del af den kommende valgkamp. Det var altid med stor energi og godt humør, at disse samtaler blev afholdt. Else brændte for Radikale Venstre og for at få partiet i kommunalbestyrelsen.
Else mobiliserede en kandidatliste, sprang selv til som spidskandidat og stod i spidsen for partiet. Vælgermøderne var med det samme gode humør som ved alle andre møder. Der var altid fokus på sagen, samarbejde og anerkendelse.
Mine samtaler med Else foregik ofte i køkkenet på gården hos hende. Jeg nød, at møderne blev holdt hos Else, for ud over at drøfte politik gjorde hun altid noget særligt ud af at have gæster, og man følte sig altid velkommen. En stor del af mødet handlede også om, hvordan det gik med familie og venner.
Det har altid været en fornøjelse at være sammen med Else. Møderne i Elses køkken er slut, og jeg vil savne samarbejdet, vores samtaler, grinene og det gode humør.
Mine tanker går til Elses familie.
Ære være Elses minde.