Året 2024 har på mange måder været et år med forandring, udvikling og nytænkning inden for børne-, fritids- og kulturområdet i vores kommune.
Jeg vil gerne benytte denne julehilsen til at fremhæve nogle af de initiativer og milepæle, som vi har opnået i fællesskab.
Først og fremmest har flytningen af specialklasserækken fra Elisenborg til de nyindrettede lokaler i den gamle Blushøj sfo – nu kaldet Enghøj – været et stort og vigtigt skridt. Her får vores børn med særlige behov en undervisning, der er skræddersyet til dem, i omgivelser, som understøtter deres læring og trivsel.
Samtidig har vi i år oplevet implementeringen af den såkaldte Dragør-model. Selvom modellen har mødt kritik, vil jeg understrege, at ja, det er en styringsmodel, der er skabt for at sikre sammenhæng mellem politiske prioriteter, budgetoverholdelse og et tidligt, forebyggende fokus på børns udvikling. Men det, kritikerne enten har overset eller bevidst undladt at nævne, er, at den også har et stort fokus på den forebyggende og tidlige indsats og skabelsen af inkluderende læringsmiljøer på skolerne.
Dragør-modellen har allerede betydet en markant opgradering af medarbejderstaben inden for PPR samt Børne-, Unge- og Familierådgivningen.
Jeg er stolt af, at vi med den toårige budgetaftale for 2024 og 2025 har iværksat den mest progressive indsats i mange år. Vi har afsat mere end 15 millioner kroner målrettet det specialiserede børneområde – heraf fem millioner kroner, som fulgte med Dragør-modellen til forebyggende indsatser. Dette sikrer, at vi kan styrke den tidlige indsats og skabe mere inkluderende læringsmiljøer i hele kommunen.
På daginstitutionsområdet har faldende børnetal i år skabt nye overvejelser. På trods af dette har vi valgt at bevare vores institutioner. Erfaring viser, at nedlukninger er svære at rulle tilbage, og vi ønsker at afvente et nyt, naturligt niveau for børnetallet, før vi træffer vidtrækkende beslutninger.
I Søvang fastholder vi den tidligere politiske beslutning om at forbedre rammerne i Børnehuset Sølyst, så institutionen kan leve op til både de nuværende og fremtidige behov for børnepasning i Søvang.
Når det gælder vores unge, ser vi i Ungeprofilundersøgelsen 2023/2024 en bekymrende stigning i alkoholforbrug blandt 9.-klasseselever. Her har vi politisk taget initiativ til en debat og styrket kommunens indsats.
Men hovedansvaret ligger ikke hos det offentlige; de kan kun understøtte og oplyse. Det er os forældre, der spiller en afgørende rolle, og jeg vil opfordre alle forældre til at følge Sundhedsstyrelsens og SSP’s klare anbefalinger på området.
Vores kommunale turistråd har i samarbejde med Wonderful Copenhagen fokuseret på at udvikle en kernefortælling for Dragør som en del af Copenhagen East. Dette arbejde fortsætter i 2025 med målrettet markedsføring af vores by.
Også nyder vi alle i disse dage, at DRs Tidsrejsen 2 endnu en gang har sat Dragør på landkortet. Der er en fantastisk opbakning fra borgerne, og vi har støttet en initiativgruppe af frivillige økonomisk.
Der skal lyde en stor tak for deres kæmpe indsats i forbindelse med Tidsrejsen 2. Der skal også lyde en tak til alle ildsjælene i og omkring det autentiske, hyggelige julemarked i Dragørs gamle bydel. Det er en gave, som vi håber, at mange vil opleve i mange år fremover.
Afslutningsvis skal det ligeledes nævnes, at jeg er rigtig glad for, at der nu kommer en selvbetjeningsløsning til Dragør Bibliotek. Denne løsning vil sikre borgerne fuld adgang til bibliotekets faciliteter og understøtte biblioteksstrategien ved at gøre biblioteket mere fleksibelt og anvendeligt i borgernes hverdag.
Med disse ord vil jeg ønske alle borgere en glædelig jul og et godt nytår.
Tak for samarbejdet, for engagementet og for den fælles indsats for at gøre Dragør til et endnu bedre sted for vores børn, unge og familier.
Glædelig jul og godt nytår!
Med venlig hilsen
Henrik C. Løwenheim Kjærsvold-Niclasen
Medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre
Formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget