Som en del af vores by og vores aktive liv i byen har vi rigtig mange foreninger, med en stor gruppe af frivillige borgere, unge som ældre. I kraft af det fællesskab og sammenhold, der opbygges, får vi mulighed for at inspirere hinanden, udvikle os, lære nyt, udvide vores horisont, skabe relationer og venskaber på tværs af køn og alder. Det er godt og værdifuldt for os alle.
Det, der er vigtigt, er betydningen af alle de frivillige borgere, som stiller sig til rådighed for vores foreninger og for fællesskabet, uanset om det er fodbold, frimærkeklub, Wiedergården, besøgsven på Enggården eller mange andre områder.
Deres indsats skal anerkendes og roses, for uden denne indsats for os hver især og vores foreninger, havde vi ikke det rige foreningsliv, som vi er så heldige at have i vores by – og fortsat gerne vil have.
Vi skal huske, at det fællesskab, der skabes, er det kit, der får vores samfund og vores fællesskab til at fungere og udvikles, så nye venskaber og relationer opstår.
For mange frivillige er det at give tilbage også en mulighed for at bevare kontakten til foreningslivet, til det vi har sammen – til fællesskabet.
I en tid, hvor det individuelle har fået en stor plads i vores hverdag, bliver værdien af fællesskabet herved sat i relief.
Sammen om Dragør – vores valgprogram i Socialdemokratiet – er med til at skabe en ramme og sætte en retning, hvor vi interesserer os for hinanden – i foreningslivet og i de frivillige fællesskaber som vi skaber sammen som en styrke af det lokale.
Så hvis du ikke allerede nu deltager i det lokale og sociale fællesskab, vil jeg opfordre dig til dette – det er så givende på alle områder.