Debat

Forskelsbehandling i uddannelsesvalg

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Forskelsbehandling i uddannelsesvalg

Gennem flere år har Dragørs borgmester kæmpet for, at unge i Dragør Kommune får bedre betingelser for at få opfyldt deres førsteprioritet i forbindelse med uddannelsesvalg.

Der har været henvendelser til både regionsrådet og ministeriet. Dragørs unge bliver stadig forskelsbehandlet i forhold til andre unge, og det er ikke godt nok.

Igennem de seneste år har andelen af unge fra Dragør, der får opfyldt deres førsteprioritet, været alt for ringe. Sidste år fik kun 28 procent opfyldt deres førsteprioritet, og året før var det 46 procent.

Årsagen er Dragørs beliggenhed. Unge i Dragør overhales af unge fra andre kommuner, der har kortere transport til uddannelsesinstitutionen. Problemstillingen gælder især optagelse på Tårnby Gymnasium. Det gymnasium, der ligger tættest på Dragør, kan de unge ikke optages på, da gymnasiet er populært og søges af mange, som har kortere transporttid. Dermed fravælges Dragørs unge, der så skal søge andre steder hen. Men her er de i konkurrence med endnu flere unge med kortere transporttid. Dermed ender unge fra Dragør bagerst i køen.

Sagen er blevet taget videre til Folketingets Ombudsmand. Han har udtalt, at det er ministeriet, der skal vurdere, om det er muligt at tage hensyn til lokale forhold.

Ministeriet har herefter behandlet sagen og udtalt sig positivt i forhold til Dragør Kommunes henvendelse. Ønsket har netop været, at man i videst muligt omfang blandt andet ville opfylde ansøgernes førsteprioritet og sikre en bred geografisk dækning. Det skal ske efter en model, hvor det er regionsrådene, der beslutter fra og med skoleåret 2026/2027.

Tidligere havde man en lignende situation på Stevns, så det er altså muligt at supplere med lokale regler, der kan imødegå den situation, som Dragør er i.

Borgmesteren havde derefter en dialog med regionsrådsformanden, og Det Konservative Folkeparti fik sat sagen på regionsrådets dagsorden. Først var man positiv, men efter en tur i den administrative sagsbehandling var indstillingen, at der ikke skal arbejdes videre med at finde en løsning. Gudskelov valgte rådets medlemmer at se bort fra det, og de afventer nu, at der fra Christiansborg laves ny lovgivning på området.

Der er en helt åbenlys forskelsbehandling af Dragørs unge i forhold til valg af uddannelsessted. Borgmesteren har ført sagen med konsekvente henvendelser til alle beslutningstagere. Jeg har derfor rettet henvendelse til ministeren for at få fuld klarhed over, hvornår ministeren vil ændre loven.

Det haster, og for hvert år der går, er der en årgang i Dragør, som stilles ringere. Det er en lang proces, men jeg vil sammen med borgmesteren i Dragør følge denne sag helt til dørs.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER