Venstre i Dragør og jeg vil arbejde for etablering af et friplejehjem i Dragør Kommune som supplement til vores nuværende plejehjem, Enggården. Det gælder ikke mindst i lyset af, at vi om nogle år vil se en stor stigning i antallet af plejekrævende borgere.
I debatten om ældreplejen dukker der jævnligt påstande op om, at friplejehjem kun drives for at tjene penge. Det har også været fremme i debatten lokalt. Men det er simpelthen ikke korrekt. Det er derfor på sin plads med nogle fakta.
- DRIVES NONPROFIT: Langt de fleste friplejehjem i Danmark drives af nonprofitfonde – for eksempel Danske Diakonhjem, Mariehjemmene og OK-Fonden. Her går eventuelle overskud tilbage til bedre rammer for beboerne, udvikling af plejen og medarbejdernes vilkår, ikke til aktionærer.
- FRIPLEJEHJEM ER SELVEJENDE INSTITUTIONER: De har egne bestyrelser, eget ansvar og ofte et tydeligt værdigrundlag. Fokus er på nærhed, omsorg og selvbestemmelse, ikke på bundlinjen for private investorer.
- BORGEREN BETALER IKKE EKSTRA: Priserne og serviceniveauet er de samme som på kommunale plejecentre. Økonomien er reguleret af lovgivning og kommunal godkendelse.
- FRIPLEJEHJEM SKABER VALGFRIHED: Venstre i Dragør og jeg går ind for valgfrihed og valgmuligheder – også for vores plejekrævende borgere. For nogle giver små, værdibårne plejemiljøer større tryghed. Andre trives bedst i det kommunale tilbud. Begge dele skal være muligt.
- KONKURRENCE LØFTER KVALITET: Når forskellige aktører kan byde ind, skaber det inspiration og udvikling i hele ældreplejen samt en sund konkurrence mellem alternative tilbud.
Det centrale i debatten om vores plejehjem og hjemmepleje bør handle om kvalitet, omsorg og valgfrihed – ikke om myter. Friplejehjem er efter min opfattelse et vigtigt supplement til det kommunale tilbud og er med til at sikre, at vi alle kan få et værdigt ældreliv.
Hvis vi virkelig vil styrke ældreplejen, skal vi værne om mangfoldighed, faglighed og borgernes ret til at vælge. Lad os arbejde videre med dette efter valget og på et faktuelt, sagligt grundlag. For vi skal have fundet en god løsning på de udfordringer, vi står over for.
Det vil Venstre og jeg arbejde for.
