Søndag eftermiddag klokken alt for sent kom jeg i tanker om en ret kritisk hjemlig situation; jeg havde intet aftensmad. Konen og datteren var til et arrangement, jeg havde brugt de foregående timer på at få skrevet et par artikler, så jeg var smågnaven og noget modløs ved tanken om at skulle ud i søndagens regnvejrslotteri. Men afsted måtte jeg.
Den ekstra trafik fra Dragørmarkedet gjorde det til en ren frontlinjeoplevelse at undgå hjulsprøjt på min fodtur til Netto på Møllevej – og til en tålmodighedsøvelse af de helt store overhovedet at kunne krydse vejen.
Normalt er jeg egentlig meget godt tilfreds med min lokale Netto, men på denne lokaljournalistens personlige Via Dolorosa, var det naturligvis også tunge skridt at træde igennem supermarkedet. Det myldrede med mennesker, inklusive børnefamilier, enhver effektiv indkøbsturs ærkefjende.
Mit hoved var mere tomt end køleskabet derhjemme, grøntsagshylder og køledisken pustede ikke til inspirationen. Jeg undlader at fortælle, hvad der endte i kurven – jeg vil nødig have en tilsynssag hos hverken børneværnet eller Ernæringsrådet. Men jeg kan sige så meget, at det blev 84 kroner og 14 øre med supermarkedernes løjerligt skæve beløb, som er blevet virkeligheden på grund af deres kontrære protest mod emballageafgiften. Det er også en måde at give det videre på.
Selv var jeg bare ved at give op, da jeg opdagede, at jeg havde ladet mit Dankort blive hjemme efter først at have skændtes med en selvtjekud-maskine, opgivet og gået videre til den næste med et strejf af dårlig samvittighed over den blinkende røde lampe. Den virkede.
Når jeg køber kål og kartofler hos Riber lidt længere nede ad vejen, kan jeg bruge mobilepay. Men i Netto gælder kun kontanter, plastik og flaskeboner. Jeg havde ingen af delene, kun en vis frustration over at skulle luske hjem, hente penge og så tage hele turen forfra.
Jeg har nok set temmelig opgivende ud, som jeg dansede min lille dans foran tjekudautomaten. I hvert fald fangede en herre i køen mit blik, og han spurgte, om han kunne hjælpe med noget.
»Kan du lokkes til at betale, så overfører jeg på MobilePay?«
Det kunne han så absolut. Og selvfølgelig fumlede jeg også med min telefon, da jeg skulle åbne appen.
Det var ikke nødvendigt at stå der med telefonen, sagde han. De 84,14 kunne jeg bare beholde.
»Sikker? Jeg vil gerne betale.«
»Det ved jeg. Men gør noget godt for en anden i stedet.«
Han fortalte, at han blot en time inden havde læst en artikel om netop det – at gøre en tjeneste og bede om, at den blev sendt videre i rækken.
Jeg takkede. Så takkede jeg. Og så takkede jeg igen, inden jeg ganske opløftet forlod Netto med mine indkøb over skulderen.
Her ville jeg gerne fortælle, at solen brød igennem skyerne, da jeg trådte ud på parkeringspladsen. Men sandt at sige pissede det ned, og mine fumlerier fortsatte, da jeg skulle have min paraply op af posen. Jeg nåede at få et ordentligt skud vand, inden jeg fik sat tag over mig selv. Møllevej var igen ganske umulig at krydse på grund af kræmmerbilistene. Og mit valg af sandaler som fodtøj var selvfølgelig fuldstændigt tåbeligt, når der skulle manøvreres rundt om vandpytterne.
Men det var sådan set ligegyldigt i sammenhængen. For jeg var helt glad over oplevelsen i Netto.
Tak for hjælpen til dig, der gjorde en træls dag betydelig mere behagelig.
Jeg skal nok give det videre, når jeg får chancen.
TP