Debat

God sommer fra Socialdemokratiet  

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
God sommer fra Socialdemokratiet  
Ole Hansen

Vi går sommeren i møde, de politiske møder er stort set afviklet, og en god sommerferie venter forude, inden vi igen er klar til den politiske hverdag.  

Første halvår bød traditionen tro på mange store sager.

Først og fremmest nogle evergreens såsom både fjernvarme og kystsikring. Vi har taget de næste skridt i processen mod at fremtidssikre Dragør mod vandet, blandt andet har vi godkendt etape 1 for delstrækningen Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden.

Fjernvarmeprojektet har vi desværre måttet sande ikke kunne lade sig gøre, dels på grund af økonomi og dels på grund af manglende tilslutning.  

På ældreområdet følger vi både udviklingsplanen for Enggården og indførslen af ældreloven meget tæt. På Enggården har Socialudvalget fået den første status, og det er tydeligt, at man kan se de første skridt i den rigtige retning – der bliver arbejdet intenst med både medicinhåndtering, medarbejdertrivsel og en bedre hverdag for beboerne.

Derudover har vi indført et fast afløserkorps, og allerede nu har det nedbragt vikarforbruget markant, hvilket betyder, at beboerne i højere grad møder et kendt ansigt.  

Både visitationen og hjemmeplejen har arbejdet målrettet på at blive klar til at implementere den nye ældrelov per 1. juli 2025. Det bliver en stor opgave at gennemføre, men vi er godt på vej. De nye borgerforløb er vedtaget, og vi har også indført tilskud til indkøb af robotstøvsugere per 1. juli.  

Den socialdemokratiske gruppe ønsker alle borgere og medarbejdere i hele kommunen en dejlig og velfortjent sommer.  

Sommer og samarbejde  

En sommerhilsen skal naturligvis også indeholde en hilsen til vores politiske samarbejdspartnere i og uden for kommunalbestyrelsen.  

Socialdemokratiet ønsker sig selvfølgelig et fornyet og forstærket mandat til at arbejde for Dragør, for vores velfærd, for det grønne og for fællesskabet.

Det kan vi kun, hvis vi får mandaterne til det, så vi håber, at de 2.100, der stemte socialdemokratisk ved sidste folketingsvalg, også gør det til kommunalvalget – for der er brug for et stærkt Socialdemokratiet, der kan trække Dragør mod midten.  

Vi ønsker os også en kommunalbestyrelse, der arbejder bredere sammen. Lige nu er en femtedel af borgerne ikke repræsenteret i de store og langsigtede beslutninger for vores by – det er ikke godt nok. 

Vi håber og vil arbejde for, at det ændrer sig efter valget. Det kommer til at kræve noget af alle parter, ingen tvivl om det, men vi tror på, at det vil være det værd. Når det kan lykkes for Socialdemokratiet og Venstre at sidde i regering sammen og lede Danmark, mon ikke vi så også kan arbejde bredt sammen i Dragør?

Mange sommerhilsner
Nicolaj Bertel Riber 
Viceborgmester og borgmesterkandidat

Ole H. Hansen 
Medlem af kommunalbestyrelsen 
Den Socialdemokratiske gruppe  

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER