Debat

Havnens bygninger

H
Indlæg af Henrik Askø Stark
| | 0 min læsetid
Havnens bygninger

I en artikel i Dragør Nyt uge 29 kom journalist Karen Dich sammen med Finn Frigast godt rundt om de forskelligartede opgaver, som dagen bringer i en havn som den, vi har i Dragør. Og hvis man har set budgetter og regnskaber igennem for havnerenoveringer, så er det meget klart, at det er dyrt. 

Og det kræver en leder med tungen lige i munden, når det skal styres. Med prioriteringer blandt opgaverne.

Men der er en opgavegruppe, som helt overses i artiklen, nemlig bygningsvedligeholdelse.

Hvor ligger ansvaret?

For et år siden efterlyste jeg i forvaltningen svar på, hvilke tidsplaner man havde for havnens bygningsvedligeholdelse. Jeg blev noget paf, da svaret var, at sådanne havde man ikke. Forvaltningen vaskede deres hænder og sendte aben videre til havnen.

Hvis man går en tur over havnen, falder forfaldet i øjnene. Det minder en del om Østtyskland i 1990, da det blev slået sammen med Vesttyskland. En fuldstændig årelang mangel på indsats. 

I en kystby ved alle, at bygninger kræver en stadig indsats mod vejrliget. År efter år. Og man ser, at det er mange år siden, at der er gjort en indsats på havnen. En begyndende nedslidning bliver efter kort tid stedse dyrere at tage hold om.

Jeg mener ikke, at havnens bygninger skal optræde som en Potemkin-kulisse, når vi og vores gæster går igennem havnen. En vis pittorisk robusthed hører til i en havn. 

Det er ikke stokroseromantik jeg efterlyser – men en målrettet indsats for at imødegå fremtidige større udgifter.

Mit spørgsmål til havnefoged Finn Frigast er ret enkelt. Kunne han ikke i samarbejde med forvaltningen fastslå opgavefordelingen. Og ikke mindst hvilken finansiering, der kan afsættes.

Det er en sandhed, at hvis mere end én har ansvaret, så bliver der kun 1% til hver.

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Spidskandidat for Dansk Folkeparti ved kommunalbestyrelsesvalget

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER