Som jeg har forstået det, er kerneværdien i den nye ældrelov helhedspleje ud fra de tre bærende værdier:
- selvbestemmelse for vores ældre
- tillid til medarbejdere og ledere
- samspillet med pårørende, frivillige og civilsamfundets forskellige aktører
Med den nugældende lovgivning er der krav til en omfattende og tidskrævende registrering. Begrundelsen skulle være, at der ikke må kunne ske fejl – og hvis det alligevel skulle ske, skal ansvaret kunne placeres … eller fralægges.
Jeg har på ingen måde professionel kompetence inden for sundhedssektoren eller ældreplejen.
Professionelle pårørende
Men jeg har i de sidste år af min godt 90-årige mors liv været »professionel« pårørende.
Min – og min mors – tilgang til trivsel kontra medarbejderansvar og nulfejlstolerance har indimellem ført til diskussioner med både personale og venner og bekendte.
Jeg ved godt, at en fejl i medicingivningen kan være et spørgsmål om liv og død – men det kan manglende trivsel vel også være.
Jeg har været så privilegeret at bo helt tæt på min mor, både da hun boede hjemme og i de sidste to et halvt år, mens hun boede på Enggården. Samtidig har jeg også haft et arbejde, som for det meste gjorde det muligt for mig at være der for hende.
Min tilgang har været hendes trivsel og ikke, at hun skulle leve længst muligt. En tilgang til livet som 90-årig, som jeg fik fra hende.
Hun ville ikke vaccineres i de sidste år: »Noget skal man jo dø af.« Men jeg insisterede dog kraftigt på, at hun skulle coronavaccineres: »Det er en ubehagelig sygdom at dø af. Jeg må ikke være hos dig – og i øvrigt er det dyrt for samfundet.«
Det var ikke, fordi min mor var træt af livet – hun var livsglad til det sidste og skulle have det hele med. Og det fik hun.
Hjemmeplejen
Det var begrænset, hvor meget hjemmepleje hun havde brug for, fordi jeg kunne hjælpe hende.
Men ikke alle ældre har pårørende med den mulighed. Og jeg forstår til fulde, når medarbejdere i hjemmeplejen føler sig presset, når de møder situationer, hvor borgerens »plejetildelte« tid ikke slår til.
I den sidste del af livet som hjemmeboende borger er man ikke i en stabil tilstand. Udover at man løbende svækkes mere og mere både fysisk og psykisk, så svinger ens tilstand også fra dag til dag.
Nogle dage, hvor jeg kom over til min mor om morgenen, havde hun det rigtig godt. Hun var påklædt og i gang med sin morgenmad. Enkelte dage kunne hun ikke finde ud af at tage tøj på, der var næsten gået ild i hendes ristede brød, eller hun var kommet galt afsted, så det var nødvendigt med hjælp til et brusebad og rent tøj.
Jeg tænker, at sådan har andre ældre borgere med hjemmehjælp det også indimellem. Så hvad gør de ellers dygtige medarbejdere, hvis det sker flere gange på en af deres vagter?
Jeg ønsker mig af helhedsplejen, at vores medarbejdere får mulighed for at udnytte deres faglige kompetencer og tid og selv vurdere, hvad der skal til i situationen her og nu, så de kan sige et godt »på gensyn« til en borger, som har fået den nødvendige hjælp.
Som jeg ser det, vil det også betyde, at de pågældende borgere er trygge ved at blive i eget hjem længst muligt, som mange ønsker.
Der er, så vidt jeg har forstået, også udfordringer med at få en optimal ruteplanlægning til de enkelte medarbejdere. Heldigvis deler kommunerne deres erfaringer fra de forskellige forsøgsordninger, der har været i gang, og i Varde har man fået udviklet et dataprogram til ruteplanlægning, som virker så godt, at det har kunnet frigive ressourcer til kerneopgaven. Det program vil jeg gerne have til Dragør.
Enggården som lokalplejehjem
Og så vil jeg gerne have, at vi får omdannet Enggården til et lokalplejehjem med en professionel, politisk valgt bestyrelse.
På Enggården oplevede jeg de dygtigste, elskelige medarbejdere, som eksempelvis gjorde spisesituationen til de højdepunkter på dagen, som de var for mange af beboerne, hvor der var tid til sang, hygge og snak om gamle dage.
Eller som arrangerede grillaftener for flere afdelinger. Det så jeg gerne, at ledelsen bakkede op om i langt højere grad, både praktisk og økonomisk.
Jeg så også vikarer, som var alene om at stå for maden til ti beboere, hvor kun to-tre af dem kunne spise selv. Vikarer, som måske ikke havde dansk som førstesprog.
Hvor fagligt dygtige de end var, havde de ikke en rimelig chance for både at læse op på alle beboernes journaler i forhold til særlige behov og medicin og samtidig sørge for en hyggelig, endsige anstændig spisesituation.
Respekt for medarbejdernes faglighed
Jeg så også gerne, at vores dygtige medarbejdere selv fik lov til at vurdere beboernes tilstand og behov her og nu.
Som eksempel fra min mors sidste mange måneder var der dage, hvor hun havde svært ved at synke efter en lungebetændelse. Det betød så en generel vurdering som afstedkom, at medarbejderne ikke længere måtte give hende mad, der skulle tygges.
Flere syntes så heller ikke, at der var grund til at give hende tænder på. Hun måtte blandt andet ikke længere få sin elskede yoghurt med krymmel – medmindre jeg selv gav hende den, for det måtte de ansatte ikke tage ansvaret for. Og det hjalp ikke at sige: »Jamen, I kan jo bare spøge hende, hvordan hun har det, og om hun vil have det i dag.«
Hospice som tilvalg
Jeg ville også ønske, at en beboer selv og eventuelle pårørende i højere grad kunne få lov at bestemme, om det at bo på Enggården på et tidspunkt skulle kunne overgå til, hvad der vil svare til at bo på hospice.
Jeg oplevede flere beboere, som i deres sidste tid røg ud og ind af hospitalet. Det må være både belastende og utryghedsskabende. Jeg er ikke sikker på, at det altid er den bedste løsning for en døende borger fremfor at blive i kendte rammer med kendte ansigter.
Selvom min mor og jeg udtrykkeligt havde fået skrevet hos lægen og gjort Enggården opmærksom på, at min mor kun skulle på hospitalet, hvis hun eksempelvis havde brækket armen, stod jeg alligevel en søndag i den situation, at en medarbejder havde ringet 112 på grund af forhøjet puls hos min mor.
Jeg bor så tæt på, at jeg kunne springe ud i bilen og få blokeret for ambulancen: »Hun skal ikke på hospitalet!« Det betød, at hun i en alder af 94 år fik fire trygge dage og et smukt farvel med familie, hund, børnebørn og oldebørn med sang, is og liv omkring sig.
Hvad betyder fritvalg?
Flere er bange for, at fritvalg på et lokalplejehjem betyder, at der bliver skabt et A-hold og et B-hold. Det er jeg ikke enig i, men det har vi jo faktisk i dag – afhængigt af, om de ældre har pårørende, der har mulighed for at være der for dem eller ej.
Selvom vi når en fase i livet, hvor vi har brug for den pleje, som et plejehjem kan give, betyder det ikke, at vi ikke stadig er selvstændige individer med forskellige behov og ønsker.
Min mor ville gerne have sin daglige tranebærsaft, sin appelsinyoghurt med krymmel, og hun ville gerne have sin hund hos sig.
Enggårdens medarbejdere ville meget gerne passe min mor, men hverken passe hendes hund eller hendes blomster, og det skulle de selvfølgelig heller ikke.
Heldigvis fik hun lov til at have hunden hos sig om dagen, så længe jeg bragte den om morgenen, hentede den om aftenen og sørgede for at fodre og lufte den. Og det virkede til, at de fleste både beboere og medarbejdere var rigtig glade for, at Sofus var der. Sådan en lille kælen hund, der gerne vil snakke, og som plager om godbidder, kan være med til at give trivsel og lidt liv i hverdagen på et plejehjem.
Jeg har hørt om borgere, der med sorg har måttet aflive deres hund, fordi de ikke kunne få den med på plejehjemmet. Så måske skulle det være en af de fritvalgsmuligheder, som et lokalplejehjem kan tilbyde.
Med venlig hilsen
Lisbeth Dam Larsen
Kommunalbestyrelsesmedlem, Moderaterne