Debat

Hvor mange tilmeldte sig fjernvarmeprojektet? 

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Hvor mange tilmeldte sig fjernvarmeprojektet? 
På havnen har borgerne løbende kunne følge med i tilmeldingsprocenten. Foto: Kenneth Olsen.

I kølvandet på nedlukningen af fjernvarmeprojektet er der flere, som har spurgt, hvor mange der egentlig tilmeldte sig fjernvarmen?  

Jonglering med tal 

Målsætningen for kampagnen »Nu eller aldrig – tag stilling til fjernvarme« var minimum 65 procent af Dragørs varmebehov, der skulle være dækket af underskrevne og bindende tilmeldinger, for at fjernvarmeprojektet kunne realiseres i Dragør. 

Den 26. maj 2025 gik Dragør Fjernvarme A/S og Dragør Kommune ud i offentligheden med en rosenrød fortælling om, at der nu var 33 procent af varmebehovet, som var dækket af underskrevne kontrakter – men den 10. juni viste det sig, at der reelt var tale om 22,2 procent.

Få uger før den forlængede tilmeldingsfrist var kun 22,2 procent af varmebehovet tilmeldt, hvoraf Dragør Kommunes eget varmebehov udgjorde 8,8 procent. 

Styr på tallene 

Ifølge Dragør Fjernvarmes opgørelser »Status på fjernvarmekampagne i Dragør By og Store Magleby« gjorde følgende sig gældende: 

Den 10. juni var der 22,2 procent, den 23. juni var der 23,3 procent og den 24. juni var der 23,4 procent tilmeldte med underskrevne kontrakter. 

Hvis man for overblikkets skyld trækker Dragør Kommunes eget varmebehov til kommunale bygninger på 8,8 procent ud af regnestykket, så ser det således ud: 

23,4 procent – 8,8 procent = 14,6 procent. 

De retvisende tal 

Ifølge Dragør Fjernvarme kan du altså regne med, at den 24. juni 2025 var 23,4 procent af varmeforbruget tilmeldt med underskrevne og bindende kontrakter. 

Heraf var der blot 14,6 procent af varmebehovet tilmeldt blandt private boligejere, boligforeninger og virksomheder i Dragør. 

Jeg håber, at dette kan skabe lidt klarhed over tilmeldingen til det hedengangne fjernvarmeprojekt. 

Projektet blev ganske vist lukket ned den 26. juni, men mon ikke vi kommer til at høre meget mere om, hvad der foregik bag kulisserne, og hvorfor det gik så galt? 

Med venlig hilsen 
Kenneth Olsen 
Borger i Dragør Kommune 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER