Den nye 10-årige økonomiske analyse, som netop er blevet drøftet på kommunalbestyrelsens budgetseminar, viser, at Dragør står over for en alvorlig, men håndterbar udfordring. Faldende befolkningstal, flere ældre og store anlægsopgaver vil presse kommunens økonomi i de kommende år.
For Venstre i Dragør er konklusionen klar: Dragør Kommune skal forblive en selvstændig kommune. Men selvstændighed kræver mere end gode intentioner. Det kræver en plan, en stærk økonomi og politisk vilje til at prioritere i tide.
Vores lokale demokrati, nærheden til borgerne og muligheden for at træffe beslutninger tæt på hverdagen er værdier, vi skal værne om. Dragør har mange smådriftsfordele: kortere beslutningsveje, stærkere lokalkendskab og et fællesskab, hvor kommune og borgere er tæt på hinanden. Men vi skal også være ærlige om, at en lille kommune ikke har samme økonomiske og administrative robusthed som større kommuner.
Derfor skal Dragørs selvstændighed sikres aktivt. Venstre ønsker en egentlig selvstændighedsstrategi, der år for år viser, hvordan vi styrker kommunens økonomi, drift og service. Strategien skal ikke være et skuffepapir, men et politisk styringsredskab.
For det første skal vi fastholde en sund økonomi. Vi skal passe på kassebeholdningen, holde igen med nye varige udgifter og spørge os selv ved større beslutninger: Styrker eller svækker dette Dragørs mulighed for at stå selvstændigt? For Venstre betyder det også, at skatten skal holdes i ro.
For det andet skal vi prioritere kernevelfærden. Borgerne skal kunne mærke, at selvstændighed giver kvalitet i hverdagen. Det gælder ældreområdet, skoler og dagtilbud, udsatte borgere og den daglige borgerbetjening.
For det tredje skal vi arbejde mere systematisk med effektiv drift. Dragørs fremtidige robusthed afhænger også af en mere effektiv drift, stærkere samarbejder med andre kommuner, private aktører, digitalisering og kunstig intelligens, klogere indkøb og en skarpere prioritering af anlæg og service.
For det fjerde skal vi styrke den langsigtede bæredygtighed. Vi skal arbejde klogt med erhverv, turisme, kystbeskyttelse, by- og boligudvikling, skattegrundlag, klimasikring og biodiversitet på en måde, der passer til Dragørs størrelse og identitet.
Det kræver en anden politisk arbejdsform, end vi ofte ser i kommunalpolitik. Debatten bliver let kortsigtet med fokus på enkeltsager, brandslukning og årlige budgetforhandlinger. Men hvis Dragør skal stå stærkt som selvstændig kommune også om 10 og 20 år, skal vi have en fast, langsigtet politisk ramme.
Venstre i Dragør ønsker klare mål for økonomisk robusthed, servicekvalitet, effektiviseringer, samarbejder og borgernes oplevelse af kommunen. Vi skal følge op løbende og være ærlige om, at selvstændighed også kræver valg, fravalg og vanskelige prioriteringer.
Rettidig omhu betyder, at vi handler, før presset bliver for stort. Vi skal ikke vente på, at økonomien strammer til, at rekrutteringsproblemerne vokser, eller at staten stiller spørgsmål ved små kommuners bæredygtighed. Vi skal selv kunne dokumentere, at Dragør kan stå på egne ben.
Venstre siger ja til Dragørs selvstændighed. Men vi siger også ja til det ansvar, der følger med.
Selvstændighed skal ikke forsvares med nostalgi, men med resultater, rettidig omhu og en økonomi, der kan holde – også om 10 og 20 år.
Med venlig hilsen
Henrik Kjærsvold-Niclasen m.fl.