Debat

Kære vælgere i Dragør

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Kære vælgere i Dragør

Nu er det snart kommunalvalg igen, og for snart fire år siden skrev jeg dette indlæg til Dragør Nyt som takketale efter valget. I 2021 var det første gang, jeg stillede op til kommunalvalg, og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter valget var sikker på, at jeg nok lige havde været lidt for smart med at komme med nye idéer.

For fire år siden var det heller ikke muligt at køre en form for metrobus mellem lufthavnen og Ørestad. Der var ikke den politiker, der ikke kunne fortælle mig, at det var umuligt. Men nu kan jeg jo se, at jeg på flere områder bare var cirka fire år foran. Eller jeg kan også sige, at Dragørs politikere er cirka fire år bagefter. Jeg tror desværre, at vi borgere skal stemme om næsten det samme igen om fire år.

Dette er brudstykker af det, jeg skrev til Dragør Nyt den 21. december 2021; jeg har dog slettet det, der var takketalen:

Jeg kom med forslag om at lukke Dragør Bibliotek og ombygge det til et kulturhus samt at bebygge værftsgrunden i samme stil som f.eks. røgeriet m.fl. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for dette.

Jeg ville bygge seniorboliger på dele af Engvejsarealet, som efter vores mening ikke er et åndehul, men en gammel boldbane, som for få år siden ikke var offentligt tilgængelig. 200 meter i retning af Enggården er der et dejligt område, som er et åndehul. Her kan der trænes og spilles bold. Den opmærksomme læser vil nu også kunne se, at politikerne er fritstillet til at stemme om byggeriet på Engvej; sådan kommer flere af de valgte politikere uden om deres valgløfter. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for at bygge seniorboliger på Engvej.

Jeg ville arbejde for, at salg og bebyggelse af Dragørs ledige arealer skal ske ud fra nøje afvejninger af kortvarige versus langvarige udgifter og indtægter. Som alternativ til et salg bør Dragør Kommune overveje langtidsudlejning af byggearealer – med hjemfaldspligt. Er arealet først solgt, er kommunens indflydelse forsvundet. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for dette.

Jeg ville arbejde for at tiltrække private investorer til seniorboliger samt for muligheden for at få friplejehjem og hospice til Dragør. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde på dette.

Jeg ville arbejde for – og ikke imod – privatskoler og private daginstitutioner i Dragør. Det skal ikke være Dragør Kommune, der står i vejen. Hvis der er ønske om et privat initiativ, skal Dragør Kommune være den første til at bakke op. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for dette.

Jeg er sikker på, at de næste fire år vil blive helt som det altid har været i Dragør; gode gamle Dragør, hvor alting er som det plejer. Om fire år er det store spørgsmål så: »Er Dragør klar til forandringer, eller skal vi stemme, som vi plejer?«

Rigtig godt valg.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER