Kandidater ønsker mere fokus på frivillighed

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Kandidater ønsker mere fokus på frivillighed

Det kan være udfordrende at være frivillig – men frivilligheden trives i Dragør både i foreninger og mere uformelt.

Sådan lød det overordnet fra mange af de kandidater, der deltog i de to debatrunder på mandagens debatmøde om Livet mellem husene på Dragør Skole mandag aften.

Den Radikale kandidat Else Lykke Madsen udtrykte bekymring for breddeidrætten i byen.

»Jeg brænder specielt for idrætslivet, og breddeidrætten er ved at ryge ud af kommunen, blandt andet fordi børn ikke kan få de tidlige timer, som alle vil have. Jeg vil meget gerne have en yderligere hal ved Hollænderhallen, hvor man kan træne badminton, håndbold og meget andet,« sagde hun blandt andet.

Fra Moderaternes Jan Sahlgren lød et ønske om øget hjælp til frivillige.

»Kommunen bør facilitere, at man kan få hjælp til at drive foreninger. Det skal gøre det nemmere,« sagde han blandt andet, mens SFs Leif Nielsen pegede på nødvendigheden af frivillighed.

»Frivillighed skaber fællesskab« sagde han.

»Ingen foreninger, intet liv. Der skal skabes en klar frivillighedspolitik, ansættes en koordinator og laves anerkendelse af frivilligheden.«

Frivillige skal ikke kommunaliseres

Liberal Alliances Michael Thurau erkendte, at han stejlede lidt ved tanken om sekretariat og koordinatorhjælp.

»Men vi bør facilitere rammer, der kan guide gennem den kommunale jungle eller hjælpe med andre behov,« sagde han.  

»Det er oplagt, at vi sætter folk sammen i et lokale og ser, om de kan støtte hinanden,« hed det fra Annette Nyvang fra Liste T, der også støttede ideen om at understøtte frivilligheden.

»Men det skal være fra klokken 17 til 21,« hed det fra Moderaternes kandidat Jan Sahlgren med henvisning til, at frivillighed netop foregår i folks fritid.

Debatten var – som alle arrangementer i Dragør Nyts valgdebatter – delt i to med to hold politikere. I den første runde advarede den konservative spidskandidat mod for megen kommunal indblanding.

»Hvis man kommunaliserer det frivillige arbejde, så dræber man det frivillige arbejde. Men vi skal løbende have dialog om, hvordan man understøtte frivilligheden,« hed det fra den konservative spidskandidat Kenneth Gøtterup, mens Helle Barth fra Venstre nævnte, at der trods alt var stort engagement i byen.

»Man skal nærmest låse sig inde for ikke at blive en del af det frivillige herude i Dragør,« sagde hun.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER