Borgergruppen »Borgere mod Lufthavnsforurening« (BMLF) har fået en gren i Dragør. Vi er en integreret del af »den store« borgergruppe, som indtil nu især har haft fokus på postnumrene 2300 København S og 2770 Kastrup.
Nu kommer der også fokus på 2791.
For i Dragør har vi også oplevet øget støj og lugt af jetfuel i de seneste år, og vi frygter, hvilke konsekvenser det vil få, hvis passagerantallet fordobles fra 30 til 60 millioner, som det er beskrevet i lufthavnens udviklingsplan.
Vi mener, at det er uholdbart – ikke bare for Dragør, men for hele Amager og de cirka 200.000 mennesker, der bor her.
Vi har under valgkampen allerede haft to samtaler med Peter Hummelgaard (A) på Tårnby Torv og Neels Torv samt haft samtaler med andre landspolitikere.
Derudover har vi deltaget i møder med de andre i BMLF samt et onlinemøde med et europæisk netværk for borgergrupper fra andre lufthavne.
Medlemmerne af By-, Miljø- og Klimaudvalget i Dragør Kommune har modtaget en henvendelse fra os med opfordring til at etablere mindst to – gerne tre – målestationer af typen Kunak Air Pro, der både måler støj, ultrafine partikler og vejret.
Aarhus Universitet har tidligere målt høje koncentrationer – over 20.000 ultrafine partikler pr. cm³ – i Store Magleby, hvilket er mere, end WHO har defineret som for høj partikelforurening.
Torsdag den 5. marts skulle udvalget behandle en sag om målestationer, der kan måle støj og ultrafine partikler i Dragør. Vi opfordrede udvalget til at investere i tre egne målere, så der kan måles i Store Magleby, Dragør Nord og Søvang.
Udvalget besluttede imidlertid noget andet. De vil sende et brev til lufthavnen og Miljøstyrelsen med et ønske om, at nogle af de nye målere, som lufthavnen er pålagt at opstille i 2026, kommer til at måle støj og forurening i Dragør, og at Dragør Kommune bliver inddraget i placeringen. Det vil selvfølgelig være bedre end ingenting, men vi synes, det er en ærgerlig beslutning.
For at vi som borgere kan få adgang til pålidelige fakta fra målestationer i realtid samt uredigerede målinger i vores beboelsesområder, tror vi på, at kommunen selv må eje og drifte egne målestationer.
Lufthavnen skrev selv på Facebook den 5. november 2025:
»På sigt vil det nye netværk også give mulighed for at vise data i realtid« og »når systemet er i drift, vil vi igangsætte databehandling og analyse samt vurdere muligheden for en it-løsning til offentliggørelse af måledata.«
Vi bliver utrygge, når lufthavnen skriver »på sigt«, »når systemet er i drift« og »vurdere muligheden«.
Det lyder i vores ører, som om vi desværre ikke kan være sikre på, at borgerne får adgang til data foreløbig. Desuden frygter vi, at »databehandling og analyse« vil betyde, at borgerne ikke får adgang til de rene tal fra de enkelte målepunkter i realtid.
I dag er støjmålingen fra lufthavnen et gennemsnit af måledata – beregnede data over tid – hvilket vil sige, at støjvirkeligheden jævnes ud, så lufthavnen derved kan overholde de grænser, som er sat af myndighederne.
Vi vil opfordre politikerne i Dragør til at genoverveje deres beslutning. Vi er sikre på, at viden vil give tryghed, og I er garanten for, at borgerne får pålidelige data og viden.
Har du – ligesom os – behov for at gøre noget i denne sag, så bliv medlem af Facebook-gruppen »Borgere mod Lufthavnsforurening«.
Download appen »Miljømåler CPH«, hvor du kan registrere gener og klage til Miljøstyrelsen, hvis du er generet af støj eller lugt fra lufthavnen.
Du er også velkommen til at skrive til os på dragoer@lufthavnsforurening.dk
Med venlig hilsen
Lars Hørdum